Spor 2 er et todageskursus, som giver en grundig indføring i SØM og har fokus på at gøre deltagerne i stand til at lave deres egne analyser i SØM.
Målgruppen er primært deltagere fra kommuner eller andre, der selvstændigt udfører økonomiske evalueringer af sociale indsatser, og sekundært personer, der udarbejder analyser på vegne af andre. Vi anbefaler, at deltageren har været på spor 1 først. Den første af de to kursusdage på Spor 2 ligger umiddelbart efter Spor 1, således at man kan tage dem i sammenhæng. Den anden kursusdag ligger 4-6 uger efter.
På kurset får deltagerne kendskab til, hvordan SØM kan anvendes i praksis og får solidt kendskab til modellens beregningsramme og vidensdatabase. Deltagerne vil i løbet af spor 2 få mulighed for at regne på egne cases i SØM.
Efter kurset kan deltagerne bl.a.:
Indtaste egne forudsætninger om succesrate, konsekvenser og priser.
Regne på målgrupper, effekt, konsekvenser og priser fra SØM’s vidensdatabase.
Vurdere, hvad forudsætninger og antagelser betyder for resultaterne.
Forstå, hvordan modellen kan anvendes i samarbejde på tværs af aktører (stat/region/kommune samt på tværs af kommunale forvaltninger).
Præsentere og fortolke resultater fra SØM.
Der vil blive udbudt Spor 3-kurser i 2019 i form af online webinarer, hvor der er mulighed for at blive klogere på specifikke emner.
Baggrund
I januar i år blev Den Socialøkonomiske Investeringsmodel – SØM lanceret. Modellen er udviklet af VIVE og Incentive for Socialstyrelsen, og den kan hjælpe kommuner og andre med at beregne de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser og dermed fremme investeringstankegangen på det sociale område. Du kan læse mere om modellen her.