Kontakt
18 år gammel og med en vanskelig opvækst bag sig. Nogle har været anbragt uden for hjemmet. Andre har på grund af udfordringer haft en kontaktperson tilknyttet. Men når den unge fylder 18 år, falder den sociale indsats efter servicelovens børneparagraffer i udgangspunktet bort. Det er her, efterværn kommer ind i billedet. Med forskellige foranstaltninger giver efterværn mulighed for støtte til den unges overgang til voksenlivet.
Tidligere havde vi mere sporadisk viden om efterværn – om hvordan det blev praktiseret, hvem der fik det, og hvad det betød for de unge. Men de seneste år er der udarbejdet en række centrale undersøgelser og analyser, der samlet giver et grundigt indblik på området. Det er den viden, der præsenteres i denne explainer.
Læs mere om baggrunden for den styrkede vidensindsats på efterværnsområdet og den politiske aftale bag i explainerens sidste afsnit.
Hvad er efterværn?
Mange sårbare unge oplever overgangen til et selvstændigt voksenliv som en stor udfordring. De har ofte ikke et stabilt netværk eller andre voksenrelationer, som kan støtte dem og hjælpe dem på vej. Det betyder, at mange af de unge lever på kanten af samfundet uden netværk, job og uddannelse. For nogle unge resulterer dette i misbrug, kriminalitet og hjemløshed.
Målgruppen for efterværn er unge, der har været anbragt eller har haft en kontaktperson, frem til de fylder 18 år.
Formålet med efterværn er at tilbyde unge i alderen fra 18 til og med 22 år hjælp, når den unge har væsentligt behov for støtte og selv er indforstået med det. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse, herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold.
Efterværnet afsluttes, når den unge fylder 23 år, eller når det ikke længere opfylder sit formål i forhold til at støtte den unge ind i voksenlivet. Juridisk set kan efterværnet genetableres, hvis den unge får behov for støtte eller fortryder at have takket nej til den efterværnsindsats, de oprindeligt blev tilbudt.
De unge i målgruppen for efterværn
I perioden 2010 til 2020 var der i alt knap 50.000 unge mellem 18 og 23 år i målgruppen for efterværn.
Sammenlignet med øvrige unge er der en række karakteristika, som gør sig gældende for unge i målgruppen for efterværn:
Hvad består en efterværnsindsats af?
I perioden 2010-2020 var cirka 50.000 unge mellem 18-23 år i målgruppen for efterværn. Omtrent halvdelen af dem fik efterværn, den anden halvdel gjorde ikke.
Indholdet er blokeret
Der mangler godkendelse af cookies med følgende formål:
- Statistik
Du kan gennemgå dine indstillinger ved at klikke på knappen herunder.
Forskning viser gennemgående, at børn, der har været anbragt, klarer sig dårligere. Når vi sammenliger unge, der har været anbragt, med ikke-anbragte unge, kan vi se, at: De næsten fem gange så ofte er på kontanthjælp, cirka fem gange så mange af dem har en strafferetlig dom, at hver tredje unge hjemløse tidligere har været anbragt uden for hjemmet, og at syv gange oftere end ikke-anbragte børn og unge er i misbrugsbehandling.
Hvad er alternativet til efterværn?
I stedet for efterværn får nogle unge i stedet hjælp efter voksenparagrafferne. Men en undersøgelse viser, at de klarer sig væsentligt dårligere end dem, der får efterværn. Chefanalytiker Katrine Iversen forklarer:
Hvordan kan man få efterværn?
Kommunerne har ansvaret for efterværnet og skal konkret og individuelt tage stilling til, om den enkelte unge i målgruppen, skal have efterværn, og hvilket efterværn det skal være. Dette skal ske i dialog med den unge og senest, når en ung i anbringelse er 17 ½ år, eller når en ung med kontaktperson er 17 år og ti måneder.
Over tid ligger gennemsnittet for, hvor mange unge, der tildeles efterværn, forholdsvis stabilt på 57-68 pct. af de unge i målgruppen. Der er dog stor variation på tværs af kommunerne - fra 12 af de unge i perioden 2010-2020 og op mod 100 pct. af de unge i målgruppen i samme periode.
Hvorfor skal de unge have efterværn?
Der er mange grunde til, at de unge i målgruppen har sværere ved at klare overgangen til voksenlivet og derfor har brug for en efterværnsindsats, forklarer Katrine Iversen:
Når unge i udsatte positioner fylder 18 år, bliver de juridisk set voksne og derved myndige. Det betyder, at de unge er stillet anderledes i forhold til den hjælp og støtte, de kan modtage. En undersøgelser i udvalgte danske kommuner viser, at erfaringen i disse kommuner er, at skiftet ved det 18. år stiller store krav, som de unge kan have svært ved at imødekomme. Oplevelsen i kommunerne er, at det ikke er alle unge, der kan honorere de krav, der stilles til en voksentilværelse og til de indsatser, som kommunen kan tilbyde.
Hvorfor får alle unge i målgruppen ikke efterværn?
I nogle tilfælde kan der være gode grunde til, at der ikke iværksættes efterværn, når den unge fylder 18 år. Den unge kan have takket nej til efterværn, eller kommunen kan vurdere, at den unge klarer sig godt eller allerede har den fornødne støtte i sit eget netværk og derfor ikke har behov for efterværn. Vurderingen kan også være, at den unge skal have støtte fra en anden lovgivning, fx servicelovens voksenparagraffer.
Det fremgår af efterværnsbestemmelsen, at den unge er i målgruppen for efterværn, når der er udsigt til en positiv udvikling for den unge som et resultat af den fortsatte støtte. Men kommunerne giver udtryk for, at denne vurdering er vanskelig i praksis. Derfor efterspørger de, at det bliver gjort tydeligere i bestemmelsen, hvordan de skal foretage vurderingen af den unges forventede udvikling.
Samtidig oplever kommunerne, at det ved myndighedsalderen bliver tydeligt for de unge, at der er tale om valgfrihed i forhold til kommunernes tilbud om hjælp og støtte. Nogle af dem takker nej til tilbuddet.
Det fremgår herudover af efterværnsbestemmelserne, at indsatsen skal ophøre, når den ikke længere opfylder sit formål. Flere kommuner fremhæver, at også denne vurdering er vanskelig i praksis. Det resulterer i, at der er stor variation i fortolkningen af bestemmelsen på tværs af kommunerne, og derved stor variation i, hvilke unge der får eller ikke får efterværn, og hvornår efterværn bliver afsluttet.
Virker efterværn?
Forskning har identificeret en række temaer, som for udsatte unge og tidligere anbragte unge har betydning for overgangen til et selvstændigt voksenliv:
Temaer af betydning for overgangen til selvstændigt voksenliv
I Norge besluttede man i 2009, at alle tidligere anbragte unge som udgangspunkt er berettigede til efterværn. Hvis sagsbehandleren vurderer, at støtten skal ophøre ved det fyldte 18. år, skal det begrundes ud fra hensynet til barnets bedste. Dette er modsat lovgivningen i Danmark, hvor sagsbehandleren skal argumentere for en bevilling af efterværn i forhold til en relativt løst formuleret målgruppebeskrivelse i servicelovens § 76.
Hvad med økonomien?
Efterværn kan betragtes som en investering i flere henseender. Menneskeligt, fordi intentionen med efterværnsindsatsen er at støtte unge, der som følge af deres opvækst står i en udsat position og ofte har dårligere forudsætninger for at klare sig selv i overgangen til et selvstændigt voksenliv med uddannelse, beskæftigelse og bolig. Også på et økonomisk plan kan efterværn ses som en investering:
Økosystemet for efterværn som indsats er komplekst. Strukturreformen i 2007 betød, at kommunerne overtog det fulde finansierings- og myndighedsansvar for egne borgere, ligesom kommuner har forsyningsansvaret. Hjemkommunen skal således sikre sig, at der er de fornødne tilbud, samt visitere til og betale for tilbud til egne borgere. Det gælder også efterværnsområdet. Denne model løste en række tidligere udfordringer ved at skabe et enstrenget system på socialområdet, hvor kommunen blev indgangsdøren for borgerne.
Men modellen skaber potentielt også en række incitamentsproblemer både intra- og interkommunalt samt mellem stat og kommuner.
Mulige incitamentsproblemer
Mellem forvaltninger:
Børne- og ungeområdet tildeler og finansierer efterværnet, men får ikke glæde af virkningerne, da effekterne påvirker ressourcetrækket på beskæftigelses- og/eller voksenområdet. Hvis børneområdet i begrænset omfang tildeler efterværn, skal de øvrige områder omvendt i højere grad finansiere støtte til sårbare unge. Det er forventningen, at dette påvirker børneområdets incitament til at tildele efterværn.
Mellem kommuner:
Hvis de unge flytter eller anbringes uden for hjemkommunen, kan det betyde, at hjemkommunen i mindre grad har incitament til at tildele efterværn, hvis forventningen er, at det er en anden kommunen end hjemkommunen, der får glæde af virkningerne af efterværn.
Denne hypotese er imidlertid testet i en analyse, som viser, at 81 procent af de unge bor i hjemkommunen, når de fylder 30 år. Derfor bør der i udgangspunktet ikke være udfordringer med incitamentet i forhold til at finansiere efterværn på tværs af kommuner.
Mellem stat og kommuner:
Hjemkommunen afholder udgifterne til efterværnet, men staten får glæde af en del af gevinsterne. Da de potentielle gevinster i efterværnet i høj grad handler om de unges gennemførelse af uddannelse og mulighed for at få og fastholde et job, kan det med de nuværende refusionsregler blive sværere for kommunerne at få en positiv business case i relation til efterværn. Herudover har efterværnet positive effekter i forhold til sundhed og kriminalitet, hvilket påvirker ressourcetrækket i regioner og stat positivt.
Hvad efterspørger de unge konkret?
VIVE har i forbindelse med efterværnsanalysen i regi af Børnene Først-reformen etableret et Ungepanel, bestående af tidligere anbragte unge. Ungepanelet har - i kraft af deres særlige viden og erfaringer på baggrund af deres levede liv – drøftet forskellige forhold som er centrale i overgangen fra anbringelse til et selvstændigt voksenliv.
Drøftelserne i Ungepanelet førte til en række konkrete ønsker fra de unge:
Efterværn set fra de unges perspektiv
En nyere undersøgelse belyser efterværn og støtte fra de unges perspektiv. Den finder, at den støtte, som de unge oplever at have brug for i overgangen til voksenlivet, er afhængig af den unges kontekst. Den støtte og hjælp, som unge modtager i deres overgang til voksenlivet, virker alene, hvis den tager udgangspunkt i den unges historie, hverdagsliv, livsvilkår og udfordringer. Støtten skal modsvare den unges konkrete behov og medtænke hele dennes livssituation. Med udgangspunkt i undersøgelsen er der opstillet 10 fokuspunker, som de unges erfaringer peger på er vigtige for at støtten opleves som en hjælp af de unge.
Undersøgelsen viser, at der er stor variation i omfanget af støtte, som de unge modtager, og deres oplevelse af, om den virker. De unge, som oplever, at støtten virker, har oftere fået assistance fra enten private eller professionelle ressourcepersoner i deres netværk til at sikre dem den rigtige støtte.
I forbindelse med at de unge fylder 18 år og bliver myndige, oplever en del af dem at skulle flytte, også imod deres eget ønske. De unge fremhæver, at der i forståelsen af selvstændighed fra systemets side er særlig fokus på deres praktiske færdigheder, mens de unge selv oplever, at det at kunne tage vare på sig selv og ens fremtid i lige så høj grad handler om sociale færdigheder og psykisk trivsel. Flere efterlyser et bredere fokus på, at overgangen til voksenlivet for alle unge er en proces, hvor forskellige færdigheder udvikles og spiller sammen for at skabe selvstændighed.
Kommunikationen mellem ung og sagsbehandler er ofte udfordret af deres manglende kendskab til hinanden, og flere af de unge oplever, at der bliver taget beslutninger, som de ikke er involveret i. Flere af de unge oplever, at det er uklart, hvornår man er berettiget til efterværn, og hvilke krav sagsbehandleren med rimelighed kan stille. Uklarhed og manglende inddragelse opleves særligt af flere unge i forbindelse med, at deres efterværn ophører. Endvidere udtrykker flere unge, at de mangler viden om, hvilke muligheder der er for efterværn, og hvilke rettigheder de har.
En gruppe af unge oplever det som vanskeligt at interagere meningsfuldt med sagsbehandleren i overgangen til voksenlivet. Selvom flere unge har positive relationer til deres sagsbehandler, oplever de meget tit skift af sagsbehandler. Det gør det vanskeligt at opbygge en relation mellem sagsbehandler og ung, hvilket flere unge derfor opgiver eller ikke ønsker. De manglende relationer betyder, at sagsbehandleren ofte har begrænset viden om den unges behov, vilkår og hverdagsliv, hvilket fører til, at flere unge oplever, at deres faktiske behov for hjælp og støtte bliver overset. De unge, som oplever en god proces omkring iværksættelsen af støtte og hjælp i overgangen til voksenlivet, er ofte de unge, der bliver hørt i deres egne ønsker og får videreført anbringelse, udslusning eller kontaktperson inden for de rammer, som de selv mener vil være en hjælp. Hermed oplever de, at efterværn er med til at gøre overgangen til voksenlivet mere skånsom. For disse unge opleves efterværnet som en stor hjælp, der er med til at sikre, at den unge føler sig anerkendt og tryg.
Baggrunden for vidensindsatsen på efterværnsområdet
I maj 2021 blev der indgået en bred politisk aftale om reformen Børnene Først. Et tema i den politiske aftale er ’godt ind i voksenlivet’. Når vi som samfund har taget ansvaret for et barn eller en ung, må vi ikke give op eller give slip, før den unge er godt undervejs ind i voksenlivet. Det står som det første i den politiske aftaletekst.
På den baggrund har man politisk besluttet at granske hele efterværnsindsatsen. Man ønsker politisk at sikre, at vi som samfund lever op til den oprindelige og helt grundlæggende intention bag anbringelsen – at skabe forudsætningerne for et godt liv for barnet trods social uretfærdighed fra start.
Partierne bag
|
Socialdemokratiet og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne står bag reformen Børnene Først. |
Aftalepartierne blev desuden enige om, at der var behov for at udarbejde en grundig analyse af, hvordan eksisterende midler til efterværn bruges i dag, og udfordringerne på området, herunder med inddragelse af de unges egne gode og dårlige oplevelser og erfaringer med efterværn. Hensigten var, at disse analyser skal danne grundlag for udarbejdelsen af en faglig vurdering af, hvilke ændringer der skal til, for at de mest udsatte unge får en god og tryg overgang til voksenlivet, hvor de ikke overlades til sig selv.
Forud for og sideløbende med at efterværn med Børnene Først-reformen er sat på den nationalpolitiske dagsorden har Bikubenfonden etableret et Policy Lab – et politisk laboratorium – hvor de har samlet centrale aktører på feltet med henblik på at udarbejde politiske anbefalinger til at forbedre anbragte unges overgang til voksenlivet.
Policy Lab:
Bikubenfonden, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne, Børns Vilkår, De Anbragtes Vilkår samt Foreningen af Døgn- og Dagtilbud
De otte undersøgelser
Rapporterne, kan der udarbejdet i regi af Efterværnsanalysen fra Børnene Først-reformen og arbejdet i Policy Lab, kan ses her:
Links til rapporter om efterværn
- Rapport
VIVE udvikler prototype for indsats på tværs af sektorer i socialpsykiatrien
- Undersøgelse i gang
VIVE undersøger, hvordan kommunerne arbejder systematisk med værdighed i ældreplejen
- Rapport
Der er ingen simpel forklaring på det kønsopdelte arbejdsmarked
- Videnskabelig artikel
Samskabte recovery-kurser: hvorfor falder nogen fra? Eksterne, relationelle og kursusrelaterede faktorer for frafald
- Rapport
Ny rapport beskriver velfærdsstatens fremvækst efter Anden Verdenskrig
- Rapport
Flere ældre skal deles om færre plejeboliger
- Nyhed
Stor forskel på mænds og kvinders løn blandt privatansatte funktionærer
- Undersøgelse i gang
Hvilke effekter har det forebyggende angstprogram FRIENDS på angstsymptomer hos børn og unge?
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Nyhed
Lovende resultater af kompetenceudvikling i engineering