Arbejdsområder
Josefine Frøslev-Thomsen interesserer sig for, hvordan socialt udsatte oplever udfordringer i deres møde med systemet. Hun har blandt andet beskæftiget sig med etniske minoritetskvinders vilkår for muslimsk skilsmisse i Danmark og evalueret indsatser for bedre integration og forebyggelse af negativ social kontrol. Josefine Frøslev-Thomsen arbejder også med tendenser på sexsalgsområdet, heriblandt sugardating, som hun skrev speciale om i efteråret 2020.
Metoder
Josefine Frøslev-Thomsen arbejder kvalitativt og har stor erfaring med at rekruttere og interviewe udsatte borgere. Hun har desuden erfaring med at udføre feltobservationer og fokusgruppeinterviews med både voksne og unge, som befinder sig i sårbare positioner grundet deres køn, etnicitet og klasse.
Baggrund
Josefine Frøslev-Thomsen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet som studentermedhjælper, været i praktik og skrevet speciale i samarbejde med VIVE, inden hun blev ansat som videnskabelig assistent i 2021. Derudover har Josefine været ansat i Koordinationen for Kønsforskning ved Københavns Universitet, der arbejder med at styrke og profilere kønsforskningen på Københavns Universitet og nationalt.