Arbejdsområder
Marie Henriette Madsens overordnede ekspertområde er sundhedsvæsenets organisering, hvor hun undersøger, både hvordan arbejdsprocesser udspiller sig, samt hvordan sundhedsprofessionelle interagerer på med hinanden og med patienter på lokalt niveau, og hvordan sundhedsvæsenets organisationer udvikler sig på nationalt niveau som følge af faglig og politisk rammesætning og prioriteringer. Eksempler herpå er gennemførelsen af en kortlægning af landets 21 fælles akutmodtagelser og en statusundersøgelse af implementeringen af de diagnostiske kræftpakker.
Marie Henriette Madsen arbejder også med kvalitet og kvalitetsudvikling med fokus på, hvordan sundhedsvæsenets organisationer og sundhedsvæsenet som helhed reagerer på de tiltag til kvalitetsudvikling, der løbende bliver udrullet i sundhedsvæsenet – for eksempel kliniske retningslinjer, Den Danske Kvalitetsmodel og kvalitetsklynger i almen praksis – og hvordan de påvirker mødet med patienterne og de ydelser, som sundhedsprofessioner og sundhedsorganisationer har mulighed for at tilbyde. Herunder hører også en interesse i udrulningen af styringstiltag mere bredt, for eksempel værdibaseret styring.
Endelig har Marie fokus på, hvordan forskellige sundhedsprofessioner udvikler sig og får forskellige roller og ansvar i takt med ændringer i sundhedsvæsenets organisering og styring, samt hvordan vi kan forstå og afhjælpe de rekrutteringsudfordringer, som sundhedsvæsenet står over for.
Metoder
I sit arbejde benytter Marie Henriette Madsen særligt kvalitative metoder, herunder forskellige former for interviews, observationer og dokumentanalyse. Marie er typisk involveret i projekter, der også inkluderer spørgeskema- og registerdata og har stor erfaring med at få forskellige metodiske tilgange til at spille sammen i design og gennemførelse af undersøgelser og trække tråde mellem resultater på tværs af metodiske tilgange.
Baggrund
Marie Henriette Madsen er uddannet i Folkesundhedsvidenskab og har en ph.d. i organisation fra CBS, Institut for Organisation fra 2015. Som ansat i Dansk Sundhedsinstitut, KORA og nu VIVE har hun gennemført en lang række af kortlægninger, evalueringer og forskningsprojekter om blandt andet nye organisationsformer, kvalitetsudvikling, styringstiltag samt udvikling og implementering af helt lokale arbejdsgange og organisationsformer på sygehuse, almen praksis og speciallægepraksis.