Arbejdsområder
Michella Ida Mikuta arbejder særligt med social udsathed i barndommen og i ungdomslivet. Hun undersøger blandt andet, hvorvidt og hvordan digital kommunikation kan understøtte, at anbragte børn og unge inddrages i deres eget sagsforløb i kommunen. Derudover arbejder hun med kortlægning af eksisterende viden om anbringelser uden samtykke samt med en undersøgelse af, hvordan socialfaglige medarbejdere kan integreres på almenområdet, så de gør en positiv forskel for børn og unge i begyndende mistrivsel.
Michella arbejder desuden med evalueringer af tiltag og indsatser på uddannelsesområdet i bred forstand og undersøger eksempelvis frafald og frafaldsforebyggelse på erhvervsuddannelser.
Metoder
I sit arbejde benytter Michella Ida Mikuta især kvalitative metoder såsom interviews og observationer. Hun har særlig erfaring med at gennemføre dybdegående interviews med personer i udsatte positioner og har stor viden om, hvordan man som interviewer skaber tryghed omkring sensitive emner.
Baggrund
Michella Ida Mikuta er sociolog fra Københavns Universitet i 2022 med speciale i voldtægtsofres bearbejdningsoplevelser. Hun har desuden mangeårig erfaring som student ved både VIVE og Danmarks Evalueringsinstitut.