Arbejdsområder
Mona Larsen arbejder blandt med at belyse, hvorfor tilbagetrækningsalderen stiger, hvordan situationen er for ufaglærte ældre, der kan have svært ved at blive ved med at arbejde, indtil de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og hvordan senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet påvirker ældres helbred.
Hun laver desuden tilbagevendende kortlægninger af, hvor stor lønforskellen er mellem kvinder og mænd, og hvad denne lønforskel hænger sammen med.
Mona Larsen arbejder endvidere med at kortlægge, hvordan beskæftigelsessituationen er for personer med handicap, og hvilke barrierer der eksisterer i denne forbindelse.
Endelig er hun national projektleder for den danske del af PIAAC Cycle 2, der har til formål at tilvejebringe international sammenlignelig viden om voksnes basale færdigheder i læsning, regning og adaptiv problemløsning.
Metoder
I sit arbejde benytter Mona Larsen kvantitative metoder såsom regressions- og dekomponeringsanalyse. Hun arbejder med både spørgeskema- og registerdata.
Baggrund
Mona Larsen er ph.d. i nationaløkonomi fra Forskerskolen for Integration, Produktion og Velfærd og Handelshøjskolen i Aarhus, 2004. Ph.d.-afhandlingen udarbejdede hun i samarbejde med Socialforskningsinstituttet (senere SFI, nu VIVE), hvor hun var ansat som forsker i perioden 2005-2008 og siden som seniorforsker. Hun har mere end 25 års erfaring med at gennemføre arbejdsmarkedsanalyser.