Arbejdsområder
Aktuelt arbejder Pernille med forskellige vidensindsamlinger om blandt andet metoder til at inddrage børn med autisme og ADHD i sagsbehandling, og om forskellige perspektiver på samvær mellem børn i anbringelser og deres biologiske forældre. Vidensindsamlingerne er målrettet praksis, og sigter efter, at bidrage til udviklingen af praksis i blandt andet kommunerne. Sideløbende med dette har Pernille gennem en længere periode (knapt to år) været delvis ansvarlig for udviklingen af en mestringsindsats til børn med autisme og ADHD; en indsats, som gennem flere faser er udviklet og tilpasset i et samspil med udvalgte samarbejdskommuner og børn samt deres nære voksne, med et ønske om at udvikle mestringsstrategier i hverdagen. Foruden vidensindsamlinger og udviklingsprojektet målrettet børn med sociale mestrings-udfordringer, arbejder Pernille aktuelt også på et forskningsprojekt om selv- og medbestemmelse for beboere på botilbud. Et projekt, som er baseret på aktionsforskning og løbende feltarbejde med beboere, personaler og ledelse på botilbud.
Metoder
Metodemæssigt arbejder Pernille bredt med både litteraturkortlægninger, dokumentanalyser, spørgeskemaundersøgelser, og i vid udstrækning med kvalitative metoder, herunder interview, fokusgruppeinterview og deltagende observation eller feltarbejde, som adgang til at opnå viden om hverdagen eller en given tematik, for forskellige målgrupper. Pernille har god erfaring med at interagere med og inddrage forskellige målgrupper, herunder mennesker med funktionsnedsættelser og børn/unge. Kombinationen af empiriske kilder til viden om et undersøgelsesområde kan give både robusthed, dybde og nuancer i de spørgsmål, som ønskes viden om.
Baggrund
Pernille er ph.d. i sociologi fra Københavns Universitet 2018, med speciale i hverdagsliv for børn og familier, hvor et barn har en autismespektrumforstyrrelse. I sit ph.d. projekt fulgte Pernille 40 familier gennem et barns udredning for autisme op til et år efter udredningen, med det formål at undersøge sammenhænge mellem støtte og indsatser til børnene og børnenes trivsel over tid. Pernille har, også fra tidligere før ph.d. arbejdet, mange års erfaring, både i praksis og forskningsmæssigt, på feltet omkring udsatte børn og unge, og har blandt andet arbejdet på aflastningsinstitutioner og en specialskole en del år. Siden 2008 har Pernille arbejdet som sociolog og projektleder på mange forskellige undersøgelser i tidligere SFI, tidligere KORA og nu VIVE, og har derved oparbejdet bred erfaring med evalueringer, undersøgelser og forskningsprojekter omkring udfordringer, muligheder og indsatser, som udspiller sig i praksis omkring børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser eller i andre udsatte positioner.