Arbejdsområder
Theresa Dyrvig Henriksens forskning omhandler udsatte med særligt fokus på områderne sexsalg og ungdomskriminalitet. Theresa er VIVEs primære vidensperson på prostitutionsområdet og har stor viden om sexsalg i Danmark og den internationale forskning om sexsalg. Theresa Dyrvig Henriksen er derfor ofte involveret i en række eksterne projekter om vidensindsamling og forskning på prostitutionsområdet. Senest har Theresa, sammen med senirforsker Stefan Andrade, fået midler fra Offerfonden til at undersøge psykisk og fysisk vold mod udsatte sexsælgere.
Theresas anden store forskningsinteresse omhandler ungdomskriminalitet. I sit post.doc-projekt undersøger Theresa, sammen med professor, MSO Tea Bengtsson, udsatte unges møde med retssystemet. I projektet er der et særligt fokus på, hvordan unge oplever at blive tiltalt, retsforfulgt og potentielt frihedsberøvede. Derudover er der fokus på udsatte unges risikoadfærd og vold som social praksis.
Herudover er Theresa involveret i flere andre projekter relateret til ungdomskriminalitet, herunder et større projekt om Ungdomskriminalitetsnævnet og en evaluering af frivillige sociale indsatser blandt unge på sikrede institutioner.
Metoder
Theresa Dyrvig Henriksen har stor praktisk erfaring med indsamling af både kvalitative og kvantitative data blandt udsatte og svært tilgængelige grupper. Hun har gennemført dataindsamling i form af interview og survey på herberger, væresteder og blandt sexsælgere i uden- og indendørsprostitution. I sin forskning arbejder Theresa primært med etnografiske metoder som deltagerobservation samt kvalitative interview.
Baggrund
Theresa Dyrvig Henriksen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og ph.d. i sociologi. Theresa blev i 2010 ansat som forskningsassistent på det daværende SFI. Her arbejdede hun frem til påbegyndelsen af sit ph.d.-projekt som forskningsassistent på en række projekter med fokus på socialt udsathed og marginalisering. Siden 2020 har Theresa været ansat som forsker i VIVE Social, og fra 2023 er hun valgt ind som medarbejderrepræsentant i VIVEs bestyrelse.
Theresa er en er en hyppigt brugt vidensperson i forhold til formidling af viden om sexsalg, og hun holder blandt andet oplæg med udgangspunkt i sin forskning om salg af sex og sexsælgeres vilkår i Danmark.