Både blandt politikere, kommuner, frivillige aktører og virksomheder er der ambitioner om, at samarbejde på tværs af sektorer skal skabe innovation og bidrage til øget inklusion og deltagelse for socialt udsatte borgere. I to partnerskabsprojekter har man siden foråret 2015 arbejdet på at føre ambitionerne ud i livet.
I København kørte projektet ”Frivillig Kulturformidling til Borgere med Handicap”. Det var et partnerskab mellem frivilligcenteret på Vesterbro, Lavuk Stjernen og Statens Museum for Kunst, og formålet var blandt andet at give borgere med handicap mulighed for at indgå i kulturelle og sociale fællesskaber og derved opnå øget livskvalitet.
I Fredericia kørte projektet ”Grow Your Life”, som var et partnerskab mellem frivilligcenteret i Fredericia, handicapområdet i kommunen samt to aftenskoler. Her var formålet at inkludere unge med handicap i lokalsamfundet, nedbryde barrierer og udvikle smidige samarbejdsrelationer.
– Vores evaluering af de to partnerskaber viser, at der er masser af potentiale i den slags samarbejder, men hvis det skal blive en succes, kræver det gensidig tillid, fælles mål og en reel vilje til at mødes på midten, siger seniorprojektleder Helle Hygum Espersen fra VIVE. Hun står bag evalueringen, som er bestilt og finansieret af Socialstyrelsen.
Nogle borgere fik styrket livskvalitet – andre blev ekskluderet
Begge partnerskaber viste, at det styrkede samspil mellem kommuner og den frivillige verden gavnede de borgere, der var med. De oplevede, at de fik styrket deres livskvalitet og netværk, og at de blev bedre til at mestre udfordringer.
– Både kommunale medarbejdere, frivillige og borgere med handicap lærte rigtig meget af at være med i partnerskaberne. Men aktiviterne i partnerskaberne blev kun et tillæg til den eksisterende drift og det var vanskeligt for de kommunale medarbejdere at samarbejde med frivillige. Det betød, at nogle borgere blev ekskluderet, siger Helle Hygum Espersen.
I projektet i Fredericia blev de borgere ekskluderet, som ikke selv kunne komme ud. I projektet i København blev nogle borgere ekskluderet, fordi nogle kommunale medarbejdere af forskellige årsager ikke samarbejdede med de frivillige.