Kontakt
Hvorfor er nogle personer med handicap i beskæftigelse, mens andre ikke er det? Det spørgsmål er udgangspunktet for denne undersøgelse, der skal skabe mere viden på området. VIVE har undersøgt, hvilken betydning en række karakteristika har for beskæftigelsen blandt mennesker med fysiske handicap og mennesker med psykiske lidelser.
Undersøgelsens resultater
At personer med fysiske handicap i større omfang er i beskæftigelse end personer med psykiske lidelser, hænger blandt andet sammen med:
- Uddannelse: Jo højere uddannelsesniveau man har, jo større er beskæftigelsessandsynligheden. Har man kun grundskole som højest fuldførte uddannelsesniveau, er sandsynligheden for at være i beskæftigelse mindre for personer med psykiske lidelser end for personer med fysiske handicap. Samtidig er der relativt flere i førstnævnte gruppe, der kun har en grundskoleuddannelse.
- Alder: Er man under 50 år, er beskæftigelsessandsynligheden mindre for personer med psykiske lidelser end for personer med fysiske handicap. Samtidig er relativt flere i førstnævnte gruppe under 50 år.
- Udadvendthed: Personer med fysiske handicap har større beskæftigelsessandsynlighed, hvis de er udadvendte. For personer med psykiske lidelser er der til gengæld ingen sammenhæng mellem beskæftigelsessandsynlighed og grad af udadvendthed.
- Emotionel stabilitet: Begge gruppers beskæftigelsessandsynlighed stiger, jo mere emotionelt stabile de er. Men personer med fysiske handicap er mere emotionelt stabile end personer med psykiske lidelser.
- Oplevelse af at få social støtte: Begge gruppers beskæftigelsessandsynlighed stiger, jo mere social støtte de oplever at få, men personer med fysiske handicap oplever i større omfang at få social støtte.
Metode
Konklusionerne er draget på baggrund af surveydata for 2016 fra Survey of Health, Impairment and Living Conditions in Denmark (SHILD), der er koblet med registerdata. Der indgår oplysninger om 1.587 personer med fysiske handicap og 729 personer med psykiske lidelser i undersøgelsen.
Læs mere
Se også rapporten Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016.