Kontakt
I Danmark har vi i mange år haft et veletableret børnevaccinationsprogram, hvor alle børn tilbydes gratis vacciner for en række alvorlige sygdomme. Der er generelt stor tilslutning til programmet blandt danske forældre, og der forskes løbende i at videreudvikle vaccinerne.
Alligevel ved forskerne relativt lidt om, hvilke personlige og samfundsøkonomiske effekter børnevaccinationsprogrammet har. Hvordan går det for eksempel de vaccinerede børn på lang sigt sammenlignet med de børn, der ikke vaccineres – ikke kun når det gælder helbred, men også uddannelse og arbejdsliv? Hvordan er tilslutningen til vaccinerne i forskellige befolkningsgrupper, og hvordan påvirkes folk forskelligt af information om vaccinerne? Og hvordan arbejder man konkret i sundhedssektoren med at udvikle og implementere programmet?
De næste fire år skal VIVE-forskere søge svar på disse spørgsmål i et stort forskningsprojekt, som Novo Nordisk Fonden har støttet med 10 millioner kroner. Det overordnede formål med projektet er at indkredse den værdi, som forskning i vacciner har for samfundet – og hvilke barrierer der står i vejen for, at disse værdier realiseres. I processen vil forskerne både trække på registerdata og interview om børnevaccinationsprogrammet og dets konsekvenser.
Projektet udføres i samarbejde med forskere i USA, Canada og Sverige, og det forventes afsluttet ved udgangen af 2022.