Kontakt
I 2017 udgav VIVE (dengang SFI) undersøgelsen Fællesskabsmålingen i samarbejde med TrygFonden og Mary Fonden. Baseret på svar fra ca. 2.300 voksne danskere analyserede Fællesskabsmålingen forskellige befolkningsgruppers oplevelse af at være – eller ikke være – en del af de fællesskaber, hvor vi mødes, fx på arbejdspladser, i foreningslivet og blandt familie og venner.
Fællesskabsmålingen viste, at hver femte voksne dansker følte sig på kanten eller helt uden for fællesskabet. I en ny undersøgelse stiller VIVEs forskere nu skarpt på denne gruppes erfaringer og ønsker, baseret på 78 længerevarende interview.
I undersøgelsen deltager både mennesker, der kæmper med fx stress eller fysiske helbredsproblemer, og som oplever, at de har nok at gøre med at holde sammen på familien og fastholde et job – og mennesker, der i mange år har kæmpet med svære sociale, fysiske og psykiske problemer, står uden for arbejdsmarkedet og stort set ikke har noget netværk tilbage. Fælles for dem er, at de har svært ved at deltage fuldt ud i samfundets fællesskaber.
Søges: En meningsfyldt hverdag
Undersøgelsen viser, at langt de fleste deltagere først og fremmest drømmer om en meningsfyldt hverdag. De fleste af dem står uden for arbejdsmarkedet, og deres ønsker kredser om at få et arbejde eller i hvert fald blive del af et fællesskab, hvor de har en funktion og oplever, at de bidrager med noget. Mange af deltagerne er relativt isolerede i hverdagen – de fleste har skrøbelige netværk, og selv dem, der har familie og venner, har ofte en grundlæggende oplevelse af at stå alene med deres problemer.
”Psykisk sårbarhed og social isolation fylder rigtigt meget blandt undersøgelsens deltagere, og der er ingen tvivl om, at det for mange af dem ville kræve en tæt, håndholdt indsats at komme i arbejde – men deres ønsker og drømme vidner også om en stor, uforløst ressource, som både velfærdssystemet og civilsamfundet skal blive bedre til at forløse, hvis disse mennesker skal opleve at være en del af fællesskabet”, siger seniorforsker og hovedforfatter Lars Benjaminsen.
Læs mere om Fællesskabsmålingen fra 2017: