Venskaber opstår ikke umiddelbart mellem børn med forskellig etnisk status, når de bliver sat sammen i en skoleklasse. Det viser et forskningsprojekt om skolebørns sociale liv, der undersøger, hvordan børn med forskellig baggrund udvikler sociale relationer med hinanden i løbet af 0. klasse.
Konsekvenser af fordelingspolitik
Undersøgelsen af skolebørns sociale liv er en del af et forskningssamarbejde, der ser bredere på de faglige, trivselsmæssige og sociale konsekvenser af den skolepolitik, som Aarhus Kommune har iværksat for tosprogede skolestartere. Aarhus Kommune fordeler tosprogede børn med behov for sprogstøtte, således at de ikke udgør mere end 20 procent af en årgang på hver skole i kommunen. De børn, der ikke er plads til på deres lokale distriktsskole, får et skoletilbud i et andet skoledistrikt, hvor der er færre end 20 procent børn med behov for sprogstøtte.
Konsekvenserne af denne fordelingspolitik for de berørte elevers faglighed og trivsel er blevet analyseret af forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter, og de første resultater er udkommet i et arbejdspapir fra Aarhus Universitet. Læs mere om politikken og resultaterne her.
De vigtige venskaber dannes hurtigt
I undersøgelsen af, hvordan børn udvikler sociale relationer i deres første skoleår, har forsker Sidsel Vive Jensen blandt andet undersøgt, om der opstår social integration mellem børn med forskellig etnisk baggrund på skoler i Aarhus Kommune, der modtager eller afsender henviste børn. Hun har fulgt børnene i to skoleklasser – en på en modtagerskole og en på en afsenderskole – fra skolestart og et år frem.
Resultaterne af analysen er ikke publiceret endnu, men de viser blandt andet, at børnene i begge skoleklasser danner deres vigtigste sociale relationer i frikvartererne i løbet af det første skoleår.
”Vi ser, at børnene i frikvartererne danner det, vi kalder primære interaktionsgrupper. Det er de grupper af børn, som hyppigst interagerer med hinanden, og som bare naturligt finder sammen i frikvarterets start uden at skulle forhandle om, hvem der er med, og hvem der ikke er med,” fortæller Sidsel Vive Jensen.
Ingen blandede grupper
Sidsel Vive Jensen observerer en udvikling, der går i samme retning i begge klasser.
”De grupper, som børnene har etableret i starten af første klasse, er så at sige ’helt rene’ i forhold til både køn og etnisk status. De består for eksempel udelukkende af etniske minoritetspiger eller etniske majoritetsdrenge,” fortæller hun og tilføjer, at grupperne til gengæld indeholder børn, der har forskellige etniske baggrunde (fx tyrkisk og somalisk), og at de lokale minoritetsbørn danner grupper med de henviste minoritetsbørn på modtagerskolen. Grupperingerne sker også på trods af, at børnene med etnisk minoritets- og majoritetsstatus er sammen på kryds og tværs.
Læs mere om undersøgelsens foreløbige resultater her i nyhedsbrevet fra Aarhus Universitet.
Der skal mere til at skabe venskaber og samhørighed
Forskningsprojektet om skolebørns sociale liv viser således, at der ikke opstår social integration mellem etniske minoritets- og majoritetsbørn alene ved, at man sørger for, at de går i klasse sammen.
Det er svært at påvirke det enkelte barns venskabsrelationer direkte, men Sidsel Vive Jensen udleder af sine observationer, at den sociale integration i klassen kan styrkes, hvis skolerne arbejder fokuseret på at skabe flere situationer, hvor børnene oplever en samhørighed med børn uden for deres primære venskabsgrupper. Det kan for eksempel være ved at bruge mere tid på fælleslege eller ved at give klassen fælles oplevelser, der også aktiverer deres følelser. Også i SFO’en, hvor børnene i højere grad grupperer sig efter interesser, er der god mulighed for at understøtte oplevelser af samhørighed mellem børn fra forskellige venskabsgrupper.