Kontakt
Mobning på arbejdspladsen er desværre ikke et sjældent fænomen. 7,8 procent – eller en 1 ud af 13 lønmodtagere – har i løbet af det seneste år været udsat for mobning. Det er en af hovedkonklusionerne i en rapport om krænkende handlinger og konflikter blandt lønmodtagere, som VIVE har lavet for Beskæftigelsesministeriet.
Langt størstedelen bliver mobbet af ledere eller kolleger, mens kun en mindre del bliver mobbet af kunder, klienter, patienter m.fl. Det er især ældre, kvinder, indvandrere, medarbejdere med kort uddannelse og medarbejdere med lang arbejdstid, der bliver udsat for mobning. Ser man på brancher, er risikoen for at blive mobbet størst inden for transport, sundhedsområdet og socialområdet. Undersøgelsen viser også, at mobning er mindre udbredt på de helt små arbejdspladser end på de større.
Andelen af medarbejdere, der bliver mobbet, er faldet en smule i forhold til tidligere år. Faldet er ifølge rapportens forfatter Jan Hyld Pejtersen dog forventet:
”Vores undersøgelse stammer fra efteråret 2020, hvor mange især kontoransatte på grund af corona har arbejdet hjemme eller været mindre fysisk til stede på jobbet. Og selvom mobning sagtens kan foregå digitalt, så er der måske færre anledninger, når man ikke lige mødes ved kaffemaskinen,” siger Jan Hyld Pejtersen, seniorforsker i VIVE.
Mange forskellige årsager til mobning på jobbet
Rapporten har også undersøgt, hvad de, der bliver mobbet af ledere og kolleger, angiver som årsagen til mobningen. 13,6 procent angiver etnicitet, 8,6 procent svarer køn, 5,2 procent politisk overbevisning, mens 3,7 procent svarer, at årsagen til mobningen bunder i deres valg af fagforening. 2 procent bliver mobbet på grund af deres religion, og 1,9 procent er udsat for mobning på grund af deres seksualitet.
Ud over mobning har rapporten også undersøgt konflikter, seksuel chikane, vold og trusler. Totalt set har 41, 1 procent oplevet konflikter på jobbet i løbet af det seneste år, mens 2,8 procent har været udsat for seksuel chikane. 1,9 procent er blevet chikaneret seksuelt af deres leder eller kollega.
”Ikke overraskende ser vi, at kvinder bliver udsat for seksuel chikane oftere end mænd. Når vi ser på seksuel chikane fra kolleger og ledere, er der tre gange flere kvinder end mænd, der er udsat for det. Og der er også en sammenhæng med alder, således at det især er de yngre kvinder, der er i risikozonen for seksuel chikane,” siger Jan Hyld Pejtersen.
Rapporten En undersøgelse af omfanget af krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse, som i efteråret 2020 blev sendt via e-boks til i alt 15.963 lønmodtagere. Halvdelen har svaret på spørgeskemaet.