Kontakt
Det sidste år har afstandskrav og mindsket fysisk kontakt for at standse spredning af coronavirus været en del af hverdagen. Det har betydet, at man i kommunerne har måttet finde helt nye måder at møde udsatte borgere på. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommunale ledere, som VIVE har foretaget for Social- og Ældreministeriet.
Nye digitale løsninger
Det er navnlig nye digitale måder at møde borgerne på, som er vokset frem under coronakrisen. 88 procent af kommunale ledere vurderer, at nyskabelserne har ledt til øget digitalisering. Jobcentrenes fysiske møder er udskiftet med samtaler over telefon eller videomøder, og på plejecentre har de ældre brugt digitale platforme for at opretholde kontakten til deres familie og venner. Også bostøtte til borgere, der har brug for hjælp til at klare dagens gøremål, har i perioden været online for at begrænse smitterisikoen ved hjemmebesøg.
”Det mest bemærkelsesværdige er, at coronakrisen har skabt en anden og mere ligeværdig form for kontakt mellem kommune og borger. Borgerne skal eksempelvis ikke længere møde på jobcenteret og sidde foran en jobkonsulent. Nu mødes man online og på mere neutral grund, hvilket mange borgere foretrækker, fordi det kan virke mindre intimiderende. Kommunerne har derfor fået nye redskaber til bedre at kunne imødekomme borgernes forskellige behov,” siger Ulf Hjelmar, professor mso i VIVE.
Coronatiltag har potentiale til at blive permanente
67 procent af de kommunale ledere i VIVEs undersøgelse vurderer, at de nye tiltag har positiv indvirkning på borgerne, og halvdelen vurderer, at de nye tiltag under corona-epidemien har ført til hurtigere hjælp og rådgivning til borgerne. Tiltagene har derfor et stort potentiale – også efter den akutte coronakrise.
”Kriser som corona-epidemien tvinger os til at tænke nyt og er derfor grobund for gode idéer og ikke mindst hurtig forandring. Det har også været tilfældet i kommunerne. Epidemien har for mange kommuner været et skub i en ny og digital retning. Det betyder også, at der er rigtig mange arbejdsgange i kommunerne, der formentlig ikke bliver rullet tilbage og bliver som før coronakrisen,” siger Ulf Hjelmar.
VIVEs undersøgelse af baseret på en repræsentativ survey blandt 296 kommunale ledere i 93 af landets 98 kommuner. Lederne er fag-, drifts- og centerchefer i de forvaltninger i kommunerne, som leverer indsatser til borgere i udsatte positioner.
Rapporten er udarbejdet for Social- og Ældreministeriet.