Kontakt
Jo mere plagede borgerne er af deres vanskeligheder, jo mindre tilfredse er de med den hjælp, de får. Det viser VIVEs undersøgelse af tilfredsheden hos voksne borgere, som får socialpædagogisk støtte på botilbud, på botilbudslignende tilbud eller i eget hjem.
”Det er et tankevækkende i en velfærdsstat, at de borgere, som oplever de største vanskeligheder, føler sig mindst støttet. Vores undersøgelse understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på, om de får den hjælp, de har brug for”, siger Didde Cramer Jensen, der er forsker på VIVE.
Det er første gang, borgernes tilfredshed med botilbud og socialpædagogisk støtte i eget hjem bliver bredt undersøgt på tværs af kommuner. Undersøgelsen giver et sjældent indblik i, hvordan nogle af samfundets mest udsatte borgere oplever den støtte, de får.
Generelt er borgerne tilfredse med den støtte, de får. Men jo flere og jo større vanskeligheder, borgerne har, jo mindre føler de sig taget hånd om på en række områder.
Borgerne savner især støtte til at dyrke fritidsaktiviteter og at have nogen at tale med om, hvordan de har det. Næsten hver femte oplever, at støtten i mindre grad eller slet ikke hjælper dem til at have et socialt liv.
”Det kræver ressourcer at komme ud af døren. Men det sociale liv er afgørende for vores trivsel og helbred, og borgerne kan ende med ufrivilligt at stå uden for det sociale fællesskab”, siger Didde Cramer Jensen.
Undersøgelser har tidligere vist, at mange udsatte borgere lever relativt isolerede liv med skrøbelige netværk omkring sig, og de oplever oftere, at de er alene med deres problemer.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen bygger på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt voksne borgere, som modtager socialpædagogisk støtte på botilbud, botilbudslignende tilbud eller i eget hjem. Dataindsamlingen er foretaget af Danmarks Statistik i sommeren 2021. Undersøgelsen er finansieret af Social- og Ældreministeriet.
Mere fra samme undersøgelse
- Nyhed
Social Investments in the Nordic Countries
- Rapport
Kønsforskelle i timeløn i den private sektor – med særligt fokus på funktionærer
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Debatindlæg
Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform
- Rapport
Kvinder på krisecenter for æresrelaterede konflikter er ekstra udsatte
- Nyhed
Hvem er de pårørende i Danmark? En kortlægning af danske pårørendes opgaver, trivsel og behov.
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Rapport
Der er potentiale for at udvide Den Socialøkonomiske Investeringsmodel til også at omfatte ældreområdet
- Debatindlæg
Økonomisk straf for skolefravær rammer de mest sårbare elever
- Nyhed
Restricted Childhood, Interrupted Youth