Kontakt
Bandekriminalitet har de seneste år været en stor udfordring for samfundet. I 2011 blev Det nationale exitprogram sat i verden for at bekæmpe bandekriminalitet. Nu har et forskningsprojekt fulgt Aarhus Kommunes og Østjyllands Politis arbejde med det nationale bandeexit-program på tæt hold.
Resultaterne viser, at exitforløb for kriminelle og bandemedlemmer rummer en række udfordringer og problemstillinger. Men det står klart, at en vellykket indsats er langvarig og forebyggende.
”De seneste år er kursen over for kriminelle blevet hårdere. Men resultater fra fem måneders feltarbejde med fokus på exitprogrammet viser, at det kræver støtte og individuelle indsatser, når bandemedlemmer skal forlade det kriminelle miljø,” siger seniorforsker Mette-Louise E. Johansen, VIVE.
Hun tilføjer, at bandemedlemmerne ofte kæmper med komplekse problemer. Mange har for eksempel hverken job eller uddannelse og skal have hjælp til bolig. Misbrug er heller ikke en ualmindelig del af hverdagen.
Kriminelle- og ikke-kriminelle netværk er vævet ind i hinanden
En stor udfordring i forhold til at få bandemedlemmer ud af de kriminelle miljøer er, at deres kriminelle netværk ofte er vævet ind i deres ikke-kriminelle familie- og omgangskreds, som bor i samme område. Et bandeexit kan derfor nemt føre til social isolation og udgøre en risiko for, at exitdeltagerne søger tilbage til bandemiljøet.
”At forlade et bandemiljø er muligvis en af de største livsstilomlægninger, som en person kan gå igennem. Hvis man vil ud af sin kriminelle løbebane, er det nemlig ikke blot banden, men hele ens netværk, man skal justere relationerne til. Individuel støtte til at finde nye aktiviteter, venner og bopæl er derfor vigtige faktorer i exitprogrammet,” forklarer Mette-Louise E. Johansen.
Medarbejderne i exitprogrammet spiller en afgørende rolle, da de har indgående kendskab til deltagernes situation og kan give dem den individuelle hjælp, de har brug for. Forskningsprojektet viser endda eksempler på, at det individuelle arbejde med bandemedlemmerne kan neddæmpe eller helt stoppe ulmende konflikter og overfald i bandemiljøet.
Resultaterne peger desuden på vigtigheden af, at myndighederne arbejder sammen med boligforeninger, så der ikke utilsigtet bliver placeret rivaliserende bandemedlemmer og exitdeltagere i samme boligkompleks.
Feltarbejdet hos exitenheden i Aarhus har fundet sted i 2020 og er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.