Kontakt
Nye og innovative løsninger kræver mod til at løbe en risiko, og i danske kommuner er der et ønske om at styrke det politiske entreprenørskab.
Derfor er der brug for redskaber til at skabe nytænkning, hvis kommunerne skal udvikle hurtige og effektive løsninger på de udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor.
Det fortæller Ulf Hjelmar, der er professor MSO hos VIVE.
”Det centrale problem er, at der grundlæggende mangler en dynamik i den offentlige sektor, som fremmer nye velfærdsløsninger. Der er ikke samme konkurrence som på et marked, der sikrer, at ydelser bliver tilpasset brugernes behov,” siger Ulf Hjelmar.
Han har evalueret tidligere frikommuneforsøg og skal de kommende år evaluere de nye velfærdsaftaler. Ulf Hjelmar har netop udgivet en videnskabelig artikel, der diskuterer forholdet mellem frikommuneforsøg og de klassiske styringsparadigmer i offentlig forvaltninger.
Sammen med Mads Leth Jakobsen fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet præsenterer han det, de kalder en innovationsdoktrin. Den nye doktrin kan blive en linse, som beslutningstagere kan bruge til at lære af erfaringerne og udvikle frikommuneforsøg.
Den centrale ide er, at der skal skabes en dynamik i den offentlige sektor, som fremmer nytænkning. Det kan kun ske, hvis der bliver sat nogle rammer, som ansporer til at tænke nyt og gør det muligt at tage risikoer.
”Frikommuneforsøg giver dette incitament til at tænke nyt. Den enkelte medarbejder og lokale leder får en anledning til at overveje ”Hvad vil vi egentlig gerne?” siger Ulf Hjelmar.
Når medarbejderne og lokale ledere bliver sat fri til at arbejde efter deres faglighed, får de mulighed for at udvikle nye løsninger, som tager udgangspunkt i borgernes behov.
Politisk har denne måde at styre den offentlige sektor på vundet gehør de seneste år, og Ulf Hjelmar vurderer, at den innovative styringstænkning har gode muligheder for at påvirke udviklingen i den offentlige sektor de kommende år.
”I frikommuneforsøg er der fokus på, at de gode elementer i den enkelte løsning bliver udbredt til andre kommuner. Det kan vi blandt andet se med frikommuneforsøget med én plan til udsatte borgere og familier, der siden blev ophøjet til lov i hele landet,” siger Ulf Hjelmar.
Loven bygger på frikommuneforsøget Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren, som blev gennemført i ni kommuner fra 2016 til 2020.
Mere fra samme undersøgelse
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Debatindlæg
Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Rapport
Der er potentiale for at udvide Den Socialøkonomiske Investeringsmodel til også at omfatte ældreområdet
- Debatindlæg
Økonomisk straf for skolefravær rammer de mest sårbare elever
- Rapport
Sådan kan socialfaglige medarbejdere integreres i skole og dagtilbud for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge
- Rapport
VIVE har kortlagt indsatser, der kan støtte børn med autisme eller ADHD
- Kommunetal
Kommunerne overskrider igen budgetterne for udsatte grupper
- Nyhed
Webinar: Brug tryghedsskabende velfærdsteknologi sikkert i arbejdet med borgere med demens
- Guide
Guide giver råd til sikker brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi på plejehjem