Otte ud af ti udsatte borgere svarer i en ny undersøgelse, at de er tilfredse eller meget tilfredse med den seneste samtale med deres sagsbehandler i Jobcenter København. Blandt de job- og uddannelsesparate er det samme tal godt ni ud af ti.
Undersøgelsen omfatter 405 borgeres oplevelse med jobcenteret i 2020 og er foretaget af VIVE for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.
De 405 borgere har svaret på syv forskellige spørgsmål, efter at de har været til samtale på jobcenteret, og netop samtalen med sagsbehandleren var det spørgsmål, som flest svarede positivt på.
De ledige er blandt andet også blevet spurgt, om de oplever fremdrift i deres forløb. Her svarer de ledige mindst positivt. Både blandt job- og uddannelsesparate og blandt udsatte ledige oplever kun knap halvdelen, at der er fremdrift i deres forløb.
”At mange ledige københavnere er tilfredse med deres jobcenter, betyder ikke, at der ikke også er borgere, der har dårlige oplevelser. Dem finder vi også. Men vi finder altså mange flere, der er tilfredse. Nogle af de borgere, vi har talt med, fortæller endda, at de er lettede over, at det ikke var værre at være til samtale på jobcenteret. Og det siger jo noget om det rygte, jobcentrene har,” siger Line Mehlsen, senioranalytiker i VIVE.
Udsatte lediges tilfredshed er faldet
Overordnet er de job- og uddannelsesparate ledige mere tilfredse med jobcenteret, end de udsatte ledige er. Og undersøgelsen viser, at de udsattes tilfredshed er faldet på to af undersøgelsens syv spørgsmål.
Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvordan de oplever, at de bliver behandlet i jobcenteret. Her er der sket et fald i andelen af udsatte ledige, der føler sig godt eller meget godt behandlet fra 77 procent i 2019 til 57 procent i 2020. Især aktivitetsparate føler sig dårligere behandlet.
”Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad ændringen skyldes. Det er dog interessant, at aktivitetsparate over 30 år føler sig dårligere behandlet, samtidig med at de oplever større fremdrift i deres forløb. Det kan måske skyldes, at denne gruppe har udfordringer ud over ledighed, og at nogle har været ledige meget længe. Hvis der så pludselig begynder at ske en masse i deres forløb, kan nogle måske føle sig pressede,” siger Line Mehlsen.
Det er anden gang, VIVE gennemfører undersøgelsen af borgernes tilfredshed. Første gang i 2019 omfattede den dog kun udsatte borgere, og derfor kan man kun se udviklingen for denne gruppe.
Undersøgelsen bliver gennemført igen i 2021 og 2022.