Overgangen til voksenlivet er brat for mange anbragte unge. De kan ikke regne med at få hjælp fra deres forældre, og de har oplevelser med i bagagen, som gør det vanskeligt for dem at stå på egne ben.
Alligevel får kun lidt over halvdelen af de unge støtte i overgangen til voksenlivet, og de unge, som får støtte, oplever den ikke altid som en hjælp.
”Vi er ikke gode nok til at sørge for, at de unge får en god start på voksenlivet. Hvis vi skal lave om på det, er det efterværnet, vi skal tage fat i. Hvis de unge får den støtte, de har brug for, har de bedre forudsætninger for at få et selvstændigt voksenliv, hvor de kan klare sig selv”, siger Katrine Iversen, der er chefanalytiker i VIVE.
Støtte til et godt voksenliv
Efterværn kaldes den støtte, som kommunen kan tildele de unge. Det kan for eksempel være støtte til at komme i gang med en uddannelse, få et job eller finde et sted at bo.
Aftalepartierne bag reformen Børnene Først er enige om, at der er behov for at nytænke efterværnet, og VIVEs undersøgelser skal bidrage til de politiske forhandlinger. Undersøgelsen er finansieret af Social- og Ældreministeriet.
VIVE har undersøgt de unges erfaring med efterværn, og undersøgelserne viser, at de unge mangler viden om deres rettigheder. Derudover kan det være svært for dem at gennemskue grundlaget for de beslutninger, som bliver truffet for deres liv.
”De unge har brug for at blive inddraget i de beslutninger, der bliver truffet, og de har brug for at få en støtte, der tager udgangspunkt i deres konkrete behov. Ellers oplever de ikke efterværn som en hjælp”, siger chefanalytiker Katrine Iversen.
Konkret efterspørger de unge en støtte, som de kan regne med, og som ikke har en automatisk udløbsdato. Hvis deres livssituation ændrer sig, ønsker de, at kommunen tager højde for deres nye livssituation i beslutningen om støtte. Det er ikke altid tilfældet i dag. Nogle unge oplever for eksempel, at deres efterværn stopper, samtidig med at der sker store ændringer i deres liv, for eksempel når de begynder på en uddannelse og har brug for hjælp til at komme godt i gang.