Kontakt
Hvert år køber den offentlige sektor ind for omkring 380 milliarder kroner. Hvis den offentlige sektor i højere grad køber miljø- og klimarigtige produkter, vil det være med til at fremme den grønne dagsorden.
I et nyt forskningsprojekt undersøger chefanalytiker Søren Kjær Foged grønne indkøb i offentlige organisationer.
”Den offentlige efterspørgsel er med til at påvirke, hvad der bliver leveret af markedet. Jeg undersøger, hvordan offentlige organisationer kan være med til at bane vejen for mere miljø- og klimarigtige løsninger,” siger Søren Kjær Foged, der blandt andet fokuserer på styringsmæssige drivkræfter og barrierer.
Forskningsprojektet hedder "PROCUREGREEN”. Det er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, og VIVE samarbejder med RUC og KU.
Grønne indkøb kan handle om alt fra at købe el-cykler og el-biler til kommunens sundhedsplejersker, reducere C02-aftrykket ved købet af computere og printere til kontorerne, sikre mindre kød i kantinerne eller stille grønne krav til materialerne, når der bliver bygget daginstitutioner, skoler eller plejehjem.
Søren Kjær Foged vil blandt andet undersøge, hvor langt de forskellige kommuner er med grønne indkøb i dag og hvad kommunerne oplever som drivkræfter og barrierer i forhold til at købe grønt. På den måde kan man fx få indikationer af, hvad der kendetegner de kommuner, der allerede er godt i gang med arbejdet, og hvad andre kommuner kan lære af dem.
”Man kan fx forestille sig, at kommunernes økonomi samt kapaciteten og kompetencerne i kommunernes indkøbsafdelinger har en betydning,” siger han.
Den offentlige sektor udleder hvert år 12 millioner tons CO2, hvilket er på højde med CO2-udledningen fra danske husholdninger.