Indsatser til bedre fysisk og mental sundhed
Eksperter peger på, at en række indsatser med fokus på fysisk aktivitet og kost, fx frokostordning og sund morgenmad i skolen, vil kunne forbedre børns og unges kostmønstre og øge unges generelle fysiske sundhed og derigennem give øget læring. Det samme vil en indsats, der nedsætter unges brug af tobak, alkohol og cannabis.
”Skolerne kan være med til at forebygge dårlig trivsel. Ligesom mange skoler har temauger omkring bevægelse og idræt og ”uge sex”, som Sex og Samfund står for, kan man fx have temauger om mental sundhed,” siger forsker Else Ladekjær, der har ledet undersøgelsen. Hun påpeger også, at søvnproblemer hos unge er et problem for deres trivsel og sundhed. Det er især digitale devices, der hindrer de unge i at lade op til næste dag gennem ordentlig og nok søvn.
Indsatser bør koble både fysisk og mental sundhed, hvis man effektivt vil forebygge og løfte sundheden hos unge. Flere indsatser, der retter sig mod fysisk sundhed, rummer således ofte elementer af mental sundhed som delformål og omvendt.