Kontakt
Eleverne i den danske folkeskole er blevet mere sammensat, og kommunerne er derfor fortsat i gang med en omstillingsproces mod at tilpasse skolernes læringsmiljøer til de forskellige behov, børnene har. Det viser en undersøgelse, som VIVE har gennemført for Børne- og Undervisningsministeriet af kommuners og skolers arbejde med inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand.
Undersøgelsen viser også, at andelen af børn i specialklasse er steget fra 2,6 procent i 2016 til 3,1 procent i 2020, og andelen af elever i specialskole er steget fra 1,9 procent til 2,2 procent. I de almene skoleklasser er der også flere elever, der modtager støtte. Dertil kommer, at lærerne oplever, at der er elever, som ikke får den støtte, de har behov for. Samtidig er der en stigende andel elever, som har en diagnose, og der er sket en stigning i andelen af elever med læsevanskeligheder og dokumenteret ordblindhed.
Manglende kompetencer især til visse elevgrupper
En anden udfordring er lærernes kompetencer. Mellem 30 og 50 procent af de skolechefer, PPR-ledere, skoleledere samt lærere, som har deltaget i VIVEs spørgeskemaundersøgleser, vurderer, at der ikke er tilstrækkelige kompetencer på almenskolerne til at undervise og støtte elever med socio-emotionelle vanskeligheder og særligt sårbare elever. Mange kommuner og skoler arbejder dog på at opbygge større kapacitet hos lærere og pædagoger, blandt andet ved at udvide læreres og pædagogers muligheder for at modtage specialpædagogisk sparring. Derudover udvikler de flere såkaldte mellemformer mellem almenundervisning og specialundervisning. Arbejdet med mellemformer stiller imidlertid en række særlige krav til skolerne, hvis de skal lykkes med dem.
”Både i forhold til børnenes trivsel og læring, men også økonomisk set, kan det være nødvendigt at tænke i nye organiseringer af undervisningen. Skal det lykkes med mellemformer, skal der være en god elevsammensætning og et tæt samarbejde med forældre og elever. Samtidig er det vigtigt, hvordan eleverne oplever undervisningen, og hvad de socialt og fagligt får ud af den samlede undervisning. Og så er det afgørende, at læreres og pædagogers kompetencer matcher elevsammensætningen,” siger Thyge Tegtmejer, forsker i VIVE.
Ifølge undersøgelsen arbejder så godt som alle kommuner med en eller flere såkaldte mellemformer. De organiseres enten ved, at almenundervisningen tilpasses særlige undervisningsmæssige behov hos en eller flere elever, eller ved at en elev modtager en kombination af undervisning i almenklasse.
Der er dog meget forskel på kommunernes indsatser. Det skyldes ikke mindst, at der er stor forskel på, hvor stor en andel af børnene, der er inkluderede i almenskolen. Mellem kommunerne varierer det fra 88 til 98 procent af eleverne.
Om evalueringen af inklusion og inkluderende læringsmiljøer
Regeringen og KL vedtog med økonomiaftalen for 2020 at gennemføre en undersøgelse af inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand. Undersøgelsen, der omfatter syv rapporter, følger op på inklusionseftersynet fra 2016. De har særligt fokus på, hvordan kommuner og skoler arbejder med styring og organisering af inkluderende læringsmiljøer og den tilknyttede faglige praksis og støtte til elever.
- Støtte, støttebehov og elevresultater. Delrapport 1. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand
- Styring, organisering og faglig praksis. Delrapport 2. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand
- Casestudier af kapacitetsopbygning gennem specialpædagogisk sparring og samarbejde på almenskoler. Delrapport 3. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand
- Ramme for opgørelse og sammenligning af udgifter til specialundervisning og inklusionsunderstøttende indsatser. Delrapport 4. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand
- Kortlægning af læreres kompetenceudvikling vedrørende arbejdet med børn med særlige behov. Delrapport 5. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand.
- Kortlægning af mellemformer – Litteratur- og praksiskortlægning af kombinationer af special- og almenundervisning
- Mellemformer – en kombination af almen- og specialundervisning. Casestudier af mellemformer på to skoler.
Mere fra samme undersøgelse
- Nyhed
Vægtstatus og trivsel hos børn og unge
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Nyhed
Slutevaluering af Engineering i Skolen
- Debatindlæg
Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Rapport
Der er potentiale for at udvide Den Socialøkonomiske Investeringsmodel til også at omfatte ældreområdet
- Debatindlæg
Økonomisk straf for skolefravær rammer de mest sårbare elever
- Nyhed
Playing the system
- Nyhed
Restricted Childhood, Interrupted Youth
- Rapport
Sådan kan socialfaglige medarbejdere integreres i skole og dagtilbud for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge