PIAAC sætter fokus på, hvad vi kan i Danmark
PIAAC er den hidtil største internationale undersøgelse af voksnes kompetencer. PIAAC 2022-2023 gennemføres via OECD i mere end 30 lande, og fra hvert land deltager minimum 4.000 voksne mellem 16 og 65 år. PIAAC blev gennemført første gang i 2011-2012, og de første resultater af PIAAC 2022-2023 forventes offentliggjort omkring årsskiftet 2024/25.
I Danmark har PIAAC fået navnet Kompetencer i Danmark, og VIVE har sammen med Danmarks Statistik fået til opgave at gennemføre undersøgelsen.
Hvad måler PIAAC?
Undersøgelsen måler voksnes færdigheder i læsning, regning og problemløsning. Problemløsning kan for eksempel være at planlægge en rejse eller løse andre praktiske problemer, der kræver, at man trækker på flere forskellige slags oplysninger og færdigheder.
De kompetencer, som PIAAC eller Kompetencer i Danmark måler, er både vigtige for den enkelte og for samfundet som helhed. For den enkelte kan kompetencerne være afgørende for at kunne tage en uddannelse, få et arbejde og deltage i samfundslivet. For samfundet har vores kompetencer stor betydning for produktiviteten, velstanden og konkurrenceevnen.
De står bag PIAAC 2022-2023
Det er OECD – Organisation for Economic Co-operation and Development – der tilrettelægger og koordinerer PIAAC i alle de lande, der deltager i undersøgelsen. Læs mere om undersøgelsens formål, indhold og tidligere resultater på OECD’s hjemmeside.
I Danmark er PIAAC finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Organisatorisk er PIAAC forankret i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Børne- og Undervisningsministeriet. VIVE og Danmarks Statistik står for at gennemføre undersøgelsen.