Hvad er Plejefamilien i Centrum?
I Danmark anbringes der i disse år relativt flere børn i plejefamilier, og i mange tilfælde er der tale om større børn med komplekse problemstillinger. I omkring 8 procent af anbringelserne lykkes det ikke at få den til at fungere, og barnet må herefter flytte igen. Det sker typisk, når plejeforældrene føler sig ude af stand til at tage sig af plejebarnet. Med stigningen i antal anbringelser vokser dermed også behovet for at sikre de danske plejefamilier den bedst mulige støtte.
Projektet Plejefamilien i Centrum har til formål at forbedre støtten til plejefamilier i Danmark. I projektet vil VIVE undersøge forskellige tilbud og indsatser, som kommunerne kan tilbyde plejefamilier for at støtte familierne og sikre barnets tryghed og stabilitet i anbringelsen. Vi vil gerne finde ud af, hvilke tilbud eller indsatser, plejeforældre og plejebørn oplever som de bedste og mest virkningsfulde. Projektet gennemføres i et samarbejde med 10 danske kommuner og retter sig mod plejefamilier med plejebørn i alderen 4-17 år med
- adfærdsproblemer
- følelsesmæssige problemer
- dårlig trivsel
- ønske om hjælp/støtte fra plejeforældre/plejebarn
- bekymring for barnets trivsel fra de professionelle.
Både frivillige anbringelser og tvangsanbringelser kan indgå, og det kan være både netværksanbringelser og professionelle plejefamilier.
Er du som plejeforældre allerede en del af projektet, kan du finde information om projektet her
Er du som praktiker allerede en del af projektet, kan du finde information, materialer og vejledninger her OBS: Siden kræver login. Kontakt Maiken Pontoppidan, hvis du ikke har fået eller har glemt dit login.
Hvordan foregår projektet?
De deltagende plejefamilier vil blive tilbudt et støttetilbud fra kommunen. Det kan være forskellige støttetilbud, som kommunerne normalt tilbyder plejefamilier f.eks. supervision, eller det kan være et mentaliseringsbaseret familieterapiforløb (MBT) på op til 12 sessioner. Begge tilbud gennemføres af plejebarnets anbringelseskommune. VIVE vil undersøge plejebarnets trivsel og psykosociale udvikling, samspillet i plejefamilien samt plejeforældrenes oplevelse af forældrestress både før og efter forløbet for begge typer af forløb. Dette vil blive undersøgt gennem spørgeskemaer til plejeforældre og de ældste plejebørn, videooptagelser af samspil mellem plejebarn- og forælder samt et legeinterview med de yngste plejebørn.
Hvad er Mentaliseringsbaseret familieterapi til plejefamilier (MBT)?
Mentaliseringsbaseret familieterapi til plejefamilier (MBT) er en intervention, der skal hjælpe med at løse de udfordringer, plejeforældre og –børn kan have. Metoden er baseret på teorien om mentalisering, som handler om at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande såsom følelser, tanker, behov, mål og grunde.
MBT er en metode, som gennem samtaler og legeaktiviteter forsøger at fremme mentalisering med henblik på at fremme trivsel hos plejebørn og mindske stress hos plejeforældre. Terapien ruster plejeforælderen til at styrke plejebarnets selvforståelse og dets evne til at håndtere sine følelser. Sessionerne fokuserer på udfordringer i konkrete situationer, som plejefamilien oplever i deres hverdag, og hvordan mentalisering kan hjælpe plejefamilien videre. Interventionen inddrager både plejeforældre- og børn, og forløbet varer omkring 12 uger, hvor der som udgangspunkt er terapisessioner hver uge. Terapien bliver dog tilpasset til barnets behov. Plejeforældre og plejebarnet deltager i sessionerne, og hvis det giver mening, kan andre børn i familien eller personer fra barnets netværk også deltage.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til projektet Plejefamilien i Centrum og/eller VIVEs undersøgelse, så er du velkommen til at kontakte projektet på:
Eller henvende dig til følgende personer
Maiken Pontoppidan
Projektleder og seniorforsker
mpo@vive.dk, tlf. 33697720
Nina Thorup Dalgaard
Seniorforsker og psykolog
nitd@vive.dk, tlf. 33480851