Første runde data blev indsamlet i 2017/2018. Måneden efter barnet fyldte 9 måneder, 2 år eller 3 år udtrak Danmarks Statistik 90.387 børn, hvis forældre blev inviteret til at deltage i undersøgelsen ved hjælp af e-Boks.
Anden runde af SPOR blev gennemført fra oktober 2019 og et år frem - to år efter at første runde fandt sted. Her modtog de samme forældre et nyt spørgeskema måneden efter, at deres barn er fyldt henholdsvis 3, 4 og 5 år. Herudover blev en ny gruppe af forældre til børn, der måneden forinden er fyldt 9 måneder, inviteret til at deltage i undersøgelsen. Spørgeskemaet tager omkring en halv time at udfylde. Man kan holde pause undervejs og genoptage besvarelsen senere, hvis man har brug for det.
Spørgsmålene handler både om barnets og familiens trivsel. Der spørges fx til barnets sociale og følelsesmæssige udvikling, til barnets sprog og kommunikation, til forældrenes trivsel og til deres parforhold. Spørgeskemaerne er tilpasset barnets alder. Det vil sige, at det ikke er de helt samme spørgsmål forældre til børn på 9 måneder skal svare på i forhold til forældre med børn på 5 år.
Da vi gerne vil undersøge børnenes udvikling over tid, forventer vi at bede forældrene om at udfylde et spørgeskema igen om tre til fire år. Spørgsmålene vil ændre sig i takt med, at børnene bliver ældre. Vi håber, at det bliver muligt at følge børnene helt frem til de bliver 18 år.