Adoption

Adoption uden samtykke, også kaldet tvangsadoption, bliver i stigende grad anvendt i Danmark. Formålet med adoption uden samtykke er at give børn, hvis biologiske forældre vurderes at være varigt uden forældreevne, bedre muligheder for en barndom og opvækst med stabile familierelationer.

Hver adoption skal ifølge loven bygge på individuelle skøn om, hvad der er bedst for barnet. Der er en række forhold hos forældrene, som kan betyde, at de vurderes til ikke selv at kunne tage vare på barnet. Det kan dreje sig og sygdom og handicap eller alvorligt misbrug. Ofte er der tale om flere og komplekse forhold, som gør sig gældende.

I 00’erne blev kun ganske få børn tvangsadopteret, og i 2020 blev 25-30 børn, ifølge Adoptionsnævnet, frigivet til adoption uden deres forældres samtykke. Foreløbig er det kun en mindre del af de danske kommuner, der indstiller til adoptioner, og få kommuner står for en ret stor andel af det samlede antal adoptioner uden samtykke. Det seneste årti er der i gennemsnit blevet frigivet 14 børn til adoption uden samtykke hvert år. 

Adopterede klarer sig bedre end anbragte

Adopterede børn udvikler sig overordnet set mere positivt end børn, der vokser op med andre former for indsatser, såsom anbringelse på døgninstitution eller i familiepleje. De klarer sig fx bedre i skolen og i uddannelser sammenlignet med langvarigt anbragte. Men sammenlignet med jævnaldrende, der ikke har været adopteret eller anbragt, opnår adopterede ikke de samme resultater, og nogle adopterede oplever fx psykiske eller adfærdsmæssige udfordringer.

Adoption giver stabilitet

Børn, der er adopteret, oplever generelt en højere grad af stabilitet i deres omsorgsrelationer sammenlignet med børn i anbringelser. Stabilitet kan blive påvirket af forhold som alder, anbringelseshistorik og støtte til adoptivfamilier. Børn, der er adopteret inden for de første par år og har oplevet få skift i anbringelser, har større sandsynlighed for stabilitet i adoptionen. Det er vigtigt at have for øje, når adoption anvendes som indsats.

Åbenhed i adoptionen opleves positivt

Åbenhed i adoptioner betegner forskellige grader af kontakt mellem biologiske familiemedlemmer, adoptivfamilie og den adopterede, fx om barnet har information om sit biologiske ophav, eller om barnet har kontakt med biologiske familiemedlemmer. I Danmark er de fleste adoptioner anonyme, mens tendensen i mange andre lande er gået mod en højere grad af åbenhed. For de tre involverede parter i en adoption – adopterede, biologiske familiemedlemmer og adoptivfamilier – er der generelt en positiv indstilling til åbenhed i adoptionen.

Biologisk familie og adoptivfamilie

Adoption som indsats har ikke kun betydning for den adopterede, men får også indgribende betydning for den biologiske familie, mens adoptivfamilien skal kunne håndtere særlige aspekter i forbindelse med adoptionen og eventuelle udfordringer gennem opvæksten. Fremadrettet er det derfor vigtigt for vores forståelse af adoption som indsats at udbygge vores vidensgrundlag om betydningen af adoption for alle adoptionens parter for derigennem bedst at kunne støtte dem med afsæt i hvert deres behov og perspektiv

FN’s Børnekonvention har styrket børns rettigheder

FN’s Børnekonvention har i høj grad været trædesten for en udvikling, hvor der bliver fokuseret på barnets tarv. Det har betydet, at barnets rettigheder er blevet mere fremtrædende, herunder behovet for at vurdere, om adoption som alternativ til en langvarig anbringelser tjener barnets bedste.

Selvom barnets perspektiv løbende er blevet styrket i lovgivningen, er det ikke en selvfølge, at børn også inddrages og høres i praksis. En undersøgelse foretaget af VIVE peger blandt andet på, at mange sagsbehandlere føler sig sat i et meget svært dilemma mellem forældrenes ønsker og barnets tarv.

Lovgivningen er løbende blevet ændret for bedre at sikre barnets stabilitet. Siden 2011 har det for eksempel været muligt at fortsætte en anbringelse, fordi barnet har udviklet en så tæt tilknytning til sin plejefamilie, at det vil være af stor negativ betydning for barnet at flytte. Denne regel bliver dog kun brugt ganske sjældent. Rapporter fra VIVE har vist, at socialrådgivere er usikre på, hvordan reglerne skal fortolkes, og med hvilke dokumentationskrav.

Norske erfaringer

Norge er gået længere i anvendelsen af adoption uden samtykke, end vi er i Danmark. I 2007 afsagde den norske højesteret en dom, der slog fast, at bortadoption bør prioriteres frem for langvarige perioder i plejefamilie. Det blev begrundet med, at plejeforældrene ikke betragtes som virkelige forældre af samfundet, men derimod som en slags kontraktansatte, som kommunen har bestemmelsen over. Og man ved, at nogle anbringelser i plejefamilie bryder sammen, hvorefter barnet skal opleve (endnu) et skift.

De seneste år har Den Europæiske Menneskeretsdomstol dog dømt imod Norge i en række sager om tvangsadoptioner. Argumentet har været, at tvangsadoptionerne krænker retten til familieliv, og at den norske stat ikke i tilstrækkelig udstrækning har støttet forældrene i at være forældre. Dommene giver et klart signal om, at også samfundet har et betydeligt ansvar for at beskytte børnenes tarv.