18 år og overladt til sig selv

Til trods for, at tidligere anbragte har væsentligt svagere forudsætninger for at træde ind i voksenlivet end deres jævnaldrende, er det dog i dag kun lidt over halvdelen af de anbragte unge, som modtager efterværn umiddelbart efter, at de er fyldt 18.

Vi ved, at vi i dag taber for mange tidligere anbragte unge i overgangen til voksenlivet. Hvis formålet med reformen ’Børnene først’ bl.a. er at understøtte, at social udsathed ikke går i arv, er det derfor relevant at undersøge, om efterværnsindsatsen i dag er tilstrækkelig både i omfang og indhold.

Vi har udledt fire centrale elementer, som kan være med til at sikre en succesfuld overgang til voksenlivet for de tidligere anbragte unge.

For det første ser det ud til, at tidlig dialog med de unge og medinddragelse i tilrettelæggelsen af efterværnsindsatsen er helt central. Forskning peger eksempelvis på, at medinddragelse er med til at reducere unødige bekymringer hos den unge og samtidig sikre, at ophøret af anbringelsen opleves mindre brat. Derudover tyder forskning på, at tidligere anbragte, der har deltaget i planlægningen, og som føler sig lyttet til, faktisk oplever en mere positiv og succesfuld overgang til et selvstændigt voksenliv. Desværre er der tegn på, at de unge ofte ikke inddrages i forberedelsen af overgangen, som tingene er nu.

For det andet er der tegn på, at varigheden af efterværnsindsatsen har en betydning for, om de unge tidligere anbragte får et godt rodfæste i voksenlivet. Mange af de unge giver udtryk for, at de fortsat har brug for støtte efter efterværnets ophør. Man ser derudover i forskningen, at det har en negativ virkning, både i forhold til de unges uddannelse, beskæftigelse og indkomst, at de unge slippes, når de fylder 18, fremfor f.eks. når de fylder 20. Samtidig viser forskning, at unge, der kun har modtaget efterværn i en kortere periode, oftere optræder i hjemløsestatistikkerne.

For det tredje peger forskningen på, at støttende relationer er helt essentielle. En personlig relation til en engageret voksen samt adgangen til positive sociale fællesskaber har afgørende betydning for tidligere anbragtes voksenliv. Det kan eksempelvis være ved, at den unge tilknyttes en fast kontaktperson, en mentor eller en værts- eller kontaktfamilie. Essensen er, at en tillidsfuld relation til en gennemgående voksenfigur skaber tryghed og bidrager til, at den unge oplever en blødere og mere gradvis overgang til selvstændighed.