Afprøvning af midlertidige overgangsboliger med ICM-bostøtte til unge i hjemløshed

Baggrund

Evalueringen er bestilt af satspuljepartierne og Børne- og Socialministeriet som led i udmøntningen af satspuljen for 2015. Rambøll og VIVE har gennemført evalueringen for Socialstyrelsen, der har været ansvarlig for implementeringen af indsatsen sammen med de fire kommuner, hvor indsatsen er gennemført. Af hensyn til det relativt lille antal unge, der har deltaget i indsatsen i hver enkelt kommune, er de fire kommuner anonymiseret i afrapporteringen.

Modellen for overgangsboliger tager udgangspunkt i Housing First-tilgangen, hvor en hurtig stabilisering af boligsituationen er et kardinalpunkt i indsatsen. Tidligere forskning har vist, at en boligløsning kombineret med den rette sociale støtte giver gode resultater på både voksen- og ungeområdet. Modellen for overgangsboliger med ICM-støtte er rettet mod de allermest udsatte blandt 18-24-årige unge, der rammes af hjemløshed. Det er unge, som det kan være svært at skabe en kontakt og støtterelation til, da de befinder sig i en meget ustabil situation. Via overgangsboliger tilbydes de udsatte unge tidligt i indsatsforløbet en midlertidig bolig, hvor udredning af livssituation og behov kan finde sted sideløbende med arbejdet med at skabe en mere varig boligløsning for den unge. Overgangsboligen skal dermed skabe et alternativ til, at den unge må overnatte hos venner og bekendte, på gaden eller må tage ophold på en § 110-boform.

Resultater

Et halvt år efter de er flyttet ud af overgangsboligen, er to ud af tre (67 procent) unge etableret i en permanent bolig.

Evalueringen peger på, at ved hurtigt at kunne tilbyde den unge et ophold i den midlertidige overgangsbolig skabes rammerne for at kunne etablere en kontakt og relation til den unge, indlede et støtteforløb og samtidig påbegynde en udredning af den unges videre støttebehov. I den sammenhæng viser erfaringerne fra de fire kommuner, at ICM-metoden (Intensiv Case Management) er meget velegnet til at imødekomme de komplekse støttebehov hos de unge, fordi metoden er meget fleksibel.

Evalueringen viser dog en betydelig forskel i de fire kommuners resultater. I en af kommunerne er det lykkedes at etablere 95 procent af de deltagende unge i en permanent bolig. I de øvrige kommuner er de tilsvarende andele: 75, 67 og 54 procent.

Evalueringen viser, at disse forskelle primært skyldes strukturelle faktorer. Der var særligt forskel på, i hvor høj grad det var muligt for kommunerne at tilvejebringe de efterfølgende permanente boliger. I den kommune, hvor den højeste andel af de unge er kommet i permanent bolig, er den unge fra starten af indsatsen placeret i den samme bolig, som senere bliver gjort permanent. I de tre øvrige kommuner sker der et skifte fra overgangsboligen til en efterfølgende permanent bolig. Her peger evalueringen på, at det er afgørende, at kommunen har en målrettet strategi for at tilvejebringe de efterfølgende permanente boliger. De faktorer, der fremmer chancen for at tilvejebringe permanente boliger til indsatsen, er en systematisk brug af den kommunale boliganvisning eller specifikke samarbejdsaftaler med lokale boligorganisationer om at stille permanente boliger til rådighed. Omvendt hæmmer det chancen for, at de unge kommer i permanent bolig, hvis kommunen ikke benytter den kommunale boliganvisning eller ikke har en samarbejdsaftale med de lokale boligorganisationer om at skaffe de permanente boliger.

I de kommuner, hvor der sker et skifte fra overgangsboligen til den permanente bolig, peger evalueringen på, at ICM-støtten er velegnet til at håndtere denne overgang. Kommunerne peger dog også på, at behovet for ICM-støtte generelt forlænges på grund af den ustabilitet, som boligskiftet indebærer. På den måde skal brugen af overgangsboligerne ikke ses som en udslusnings-/transitionsmodel. Opholdet i overgangsboligen har således til formål at skabe rammerne for, at der kan skabes en kontakt og en støtterelation, og samtidig undgå, at den unge må overnatte hos venner og bekendte, eller må tage ophold på et herberg, indtil der kan etableres en mere varig boligløsning.

Metode

Konklusionerne er draget på baggrund af målinger af 51 unge, der er fulgt fra opstarten af forløbet gennem opholdet i overgangsboligen og i en periode efter udflytningen fra overgangsboligen. I alt er 81 unge startet i forløbet gennem indsatsperioden fra 2016 til 2018.

Da der har været et løbende optag af unge i indsatsen gennem hele projektperioden, er evalueringens resultater primært baseret på den gruppe unge, der er startet mindst ét år før projekt-periodens afslutning, og som derved har kunnet følges både undervejs og efter opholdet i overgangsboligen.

Der skal gøres opmærksom på, at den observerede variation i resultaterne mellem de fire kommuner, er baseret på et forholdsvist lille antal deltagende unge i hver kommune.