Almen praksis’ rolle i forhold til borgere med kroniske lidelser

Borgernes egen læge spiller en stor rolle, når det gælder om at håndtere kroniske sygdomme. Almen praksis er nemlig borgernes primære indgang til sundhedsvæsenet, og det er ofte her opsporing, udredning og behandling af kronikere foregår. En god håndtering af kronisk sygdom i almen praksis kan begrænse forværring af sygdommen og forebygge unødvendige hospitalsindlæggelser.

Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed (SIMB) har derfor bedt VIVE om at gennemføre en analyse af almen praksis’ rolle i forhold til at forebygge sygehuskontakter blandt borgere med kroniske sygdomme.

Det har vi gjort ved at undersøge, hvor stor variation i antallet af sygehuskontakter for henholdsvis KOL- og type 2-diabetespatienter der eksisterer på tværs af almen praksis. Denne analyse er korrigeret for de rammevilkår, som almen praksis arbejder under. Vi har også undersøgt, om der er særlige karakteristika i forhold til almen praksis’ rammevilkår, som har betydning for de praktiserende lægers evne til at forebygge sygehuskontakter.

Sidst, men ikke mindst, har vi i ni strategisk udvalgte lægepraksisser afdækket konkrete eksempler på, hvordan en kronikerindsats kan organiseres i praksis. Denne konkrete viden er vigtig, da kronikerindsatsen i almen praksis kan være meget kompleks.

Betragteligt potentiale for at forebygge sygehuskontakter

Der er betragtelig variation i forholdet mellem det forventede og det faktiske antal sygehuskontakter for KOL- og type 2-diabetes patienter. Variationen findes på tværs af almen praksis og viser sig også, når der tages hensyn til rammevilkårene i de enkelte praksisser.

Vi har derefter analyseret, hvilke fællestræk der er mellem de lægepraksisser, som henviser færrest KOL- og diabetespatienter videre til sygehuset. Analysen indikerer en sammenhæng mellem andelen af patienter, der går til årlige kontroller, og andelen af patienter, der henvises til sygehuset.

Samarbejde mellem læger og praksispersoner er centralt i kronikerindsatsen

Grundlæggende er der store ligheder på tværs af de ni strategisk udvalgte praksisser, hvor vi har afdækket kronikerindsatsen. I alle er et koordineret samarbejde mellem læger og praksispersonale centralt i en kronikerindsats, hvor det sikres, at patienterne kommer til jævnlige kontroller. Arbejdsdelingen mellem læger og praksispersonale fremstår i casestudierne som en forudsætning for at opretholde det aktivitetsniveau, som kronikerindsatsen kræver. Lægernes arbejde lettes, og de kan koncentrere deres tid om de mere komplicerede multisyge patienter. Multisyge fremstår samtidig som lægernes udfordring, når behandlingen af disse patienter ikke virker hensigtsmæssig at systematisere ud fra enkeltdiagnoser, sådan som det sker med de øvrige kronikere.

Analysen viser, at en struktureret kronikerindsats ikke kræver bestemte praksisformer, men kan etableres på tværs af geografi i såvel større kompagniskaber med erfarent personale, som i relativt nyetablerede solopraksisser med mindre erfarent personale.

Sidst, men ikke mindst, peger analyserne på, at en systematisk kronikerindsats i almen praksis med fokus på at sikre årskontroller for KOL- og type 2-diabetespatienter kan medvirke til at sikre en kronikerbehandling, der hovedsageligt foregår i almen praksis til gavn for patienter og sundhedsvæsenet.

Metode

Analyserne er udført som a) en kvantitativ registerbaseret benchmarkinganalyse af almen praksis’ evne til at forebygge sygehuskontakter og b) en kvalitativ analyse med fokus på casestudier af ni strategisk udvalgte almene praksisser med fokus på en struktureret kronikerindsats.

Benchmarking-analysen er udført på baggrund af registerdata og er foretaget, så der er taget højde for de rammevilkår, som de praktiserende læger arbejder under.
De forskelle i almen praksis, som benchmarking-analysen viser, forsøger vi at forklare ud fra karakteristika for praksis: praksisform, antal læger, praksispersonale mv.

Den kvalitative analyse er lavet ud fra dybdegående beskrivelser af, hvordan kronikerindsatsen er organiseret og udført i ni strategisk udvalgte almene praksisser, som arbejder struktureret med deres kronikerindsats. Denne analyse afdækker, hvilke udfordringer og muligheder der opleves af læger og praksispersonale, både i forhold til intern organisering, sundhedsdata, patientgruppe og det øvrige sundhedsvæsen.