Konklusion
De beregnede udgifter på ældreområdet i Norddjurs Kommune vil vokse med godt 117 millioner kroner fra 2016 til 2033 som følge af, at antallet af ældre i kommunen vokser. Det viser KORAs analyse af kommunens demografimodel, der skal beregne de fremtidige udgifter på ældreområdet ud fra den forventede udvikling i befolkningen.
Umiddelbart er Norddjurs Kommunes demografimodel ”dyrere”, når man sammenligner med tilsvarende modeller i andre kommuner. Norddjurs Kommunes model fordeler automatisk en større andel af budgettet, end tilfældet er i andre kommuner. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det samlede udgiftsniveau er højere i Norddjurs end i andre kommuner.
En mulig forklaring på den ”dyrere” model er, at Norddjurs Kommune i modsætning til mange andre kommuner medtager næsten alle udgifter til ældreområdet i demografimodellen. En anden mulig forklaring er, at Norddjurs Kommune ikke eksplicit korrigerer for den forventede udvikling i ældre borgeres sundhedstilstand, som vil udskyde de høje udgifter sidst i borgernes liv i takt med, at levetiden bliver længere.
Anbefalinger
KORA vurderer, at Norddjurs Kommunes eksisterende model kan udbygges, så den tager højde for flere forhold. Det vil være muligt at indarbejde betydningen af de ældres sociale og økonomiske baggrund, sund aldring samt øget forekomst af demens i demografimodellen på ældreområdet, viser en gennemgang af det tilgængelige datagrundlag for flere mulige udviklingspunkter.
Det vurderes derimod, at effekter af rehabiliteringsindsatser og øget brug af velfærdsteknologi bør håndteres uden for en demografimodel.
Baggrund
Når Norddjurs Kommune lægger budget på ældreområdet, anvender man i dag en demografimodel til at beregne en mængderegulering af basisbudgettet som følge af den forventede udvikling i antallet af ældre i kommunen.
Norddjurs Kommune har bedt KORA analysere denne demografimodel med det formål at besvare følgende spørgsmål:
- Hvordan er Norddjurs Kommunes demografimodel opbygget i sammenligning med andre kommuners modeller? Er den generelt dyrere eller billigere end andre kommuners demografimodeller på ældreområdet?
- Hvilke muligheder eksisterer for at udbygge den eksisterende model, så den tager højde for flere forhold?
Metode
Analysen er foretaget med udgangspunkt i data, som Norddjurs Kommune har leveret, samt data fra KORAs landsdækkende undersøgelse af kommunernes demografimodeller på ældreområdet.
Endvidere har KORA gjort brug af viden fra udarbejdelsen af demografimodeller i andre kommuner og har hermed blandt andet kunnet beregne de økonomiske konsekvenser af de forventede ændringer i befolkningens fremtidige sundhedstilstand og funktionsniveauer.
Om denne udgivelse
KORA