Bag om fællesskabsmålingen

Baggrund

I 2017 lancerede Mary Fonden, TrygFonden og VIVE (dengang SFI) sammen undersøgelsen Fællesskabsmålingen. Baseret på svar fra ca. 2.300 voksne danskere analyserede Fællesskabsmålingen forskellige befolkningsgruppers oplevelse af at være – eller ikke være – en del af de fællesskaber, hvor vi mødes, fx på arbejdspladser, i foreningslivet og blandt familie og venner.

Fællesskabsmålingen viste, at hver femte voksne dansker følte sig helt eller delvist uden for fællesskabet. Denne rapport følger op på Fællesskabsmålingen ved at stille skarpt på denne gruppes erfaringer og ønsker, baseret på 78 kvalitative interview.

I undersøgelsen deltager alt fra mennesker, der kæmper med fx stress eller fysiske helbredsproblemer, og som oplever, at de har nok at gøre med at holde sammen på familien og fastholde et job – og til mennesker, der i mange år har kæmpet med svære sociale, fysiske og psykiske problemer, står uden for arbejdsmarkedet og stort set ikke har noget netværk tilbage. Fælles for dem er, at de har svært ved at deltage fuldt i samfundets fællesskaber.

Resultater

Undersøgelsen viser, at langt de fleste deltagere først og fremmest drømmer om en meningsfyldt hverdag. De fleste af dem står uden for arbejdsmarkedet, og deres ønsker kredser om at få et arbejde eller i hvert fald blive del af et fællesskab, hvor de har en funktion og oplever, at de bidrager med noget. Mange af deltagere er relativt isolerede i hverdagen – de fleste har skrøbelige netværk, og selv dem, der har familie og venner, har ofte en grundlæggende oplevelse af at stå alene med deres problemer.

Mange af undersøgelsens deltagere kæmper med psykisk sårbarhed og social isolation, og det vil kræve en massiv, håndholdt indsats at få dem i arbejde. Omvendt vidner deres ønsker og drømme også om en stor ressource, som både velfærdssystemet og civilsamfundet kan hjælpe med at forløse, hvis disse mennesker skal opleve at være en del af fællesskabet.

Et gennemgående tema i interviewene handler om de nære sociale relationer, og i mange tilfælde er det fraværet af disse, der står i forgrunden for interviewpersonerne, når vi taler om social deltagelse og deres livssituation generelt. Mange af interviewpersonerne giver udtryk for, at de føler sig ensomme, og at de har et meget sparsomt socialt netværk.

Anbefalinger

De mange ønsker og drømme, som borgerne beskriver – og som fremstår meget reflekterede i interviewene – udgør en stor og uforløst ressource i disse borgeres liv. Midt i al udsatheden, vanskelighederne, ensomheden og isolationen er det tydeligt, at interviewpersonerne selv oplever, at de har meget, de kan bidrage med. Samtidig er det tydeligt, at ønsker og præferencer er individuelle. Det er vigtigt at sætte borgernes egne ønsker og behov i centrum for indsatsen, da det giver det bedste udgangspunkt for forandring og recovery. Hvis velfærdssystemet og civilsamfundet kan understøtte borgerne i at realisere bare nogle af disse ideer og ønsker, vil det kunne understøtte recovery-processer hos borgerne og højne chancerne for, at de får det bedre, får mere mening ind i hverdagen og finder plads i fællesskabet. Der er imidlertid et stykke vej til at indfri potentialerne.

For at styrke forudsætningerne og mulighederne for social deltagelse blandt borgere i udsathed og risiko for udsathed er det nødvendigt, at der er et stærkt samspil mellem velfærdssystemets indsatser og civilsamfundets tilbud, da de to sektorer komplementerer hinanden på afgørende vis. En stærk og velintegreret social og behandlingsfaglig indsats er i vid udstrækning forudsætningen for, at udsatte borgere med komplekse støttebehov overhovedet er i stand til at benytte øvrige sociale tilbud og aktiviteter. Følelsen af at indgå i meningsfulde aktiviteter med samvær med andre mennesker er samtidig helt central for borgerens trivsel og velvære og for, at en recovery-proces og en forandring af livssituationen er mulig. Behovet for at indgå i meningsfulde aktiviteter i hverdagen indebærer, at det er vigtigt at medtænke et fokus på aktiviteter på tværs af forskellige områder som mellem behandlingssektoren (psykiatri og misbrugsbehandling) og den øvrige kommunale støtteindsats. Her spiller civilsamfundets tilbud en væsentlig rolle ved – i samspil med det offentlige velfærdssystem – at kunne stille arenaer til rådighed, hvor borgerne kan indgå i de meningsskabende aktiviteter i hverdagen, som udsatte borgere i så stort omfang efterspørger.

Metode

Rapporten er baseret på 78 længerevarende interview med mennesker, der repræsenterer den femtedel af befolkningen – udsattegruppen og risikogruppen – som i større eller mindre grad har tegn på social eksklusion og har en lavere social deltagelse end den øvrige befolkning. Hovedparten af interviewpersonerne har vi fået kontakt med på en række forskellige sociale eller behandlingsmæssige tilbud, som fx behandlings- og rådgivningstilbud, samværs- og aktivitetstilbud og værestedstilbud. De resterende interviewpersoner har vi fået kontakt med gennem Danmarks Statistik blandt tidligere deltagere i Fællesskabsmålingen, der blev gennemført i 2017.