Et flertal i Folketinget har ønsket en uvildig undersøgelse af baggrunden for covid-19-udbrud med smitte og covid-19-dødsfald på plejecentre og i hjemmeplejen i Danmark 2020-2021.
Baggrunden for undersøgelsen er i henhold til opdraget den trussel, som covid-19 er og har været for de ældste og mest plejekrævende i vores samfund. Verden over har sygdommen især ramt beboere på plejehjem med mange dødsfald til følge. Danmark er ingen undtagelse – og dette på trods af, at beskyttelsen af de ældre og sårbare har været i fokus allerede fra foråret 2020.
Et flertal i Folketinget har på denne baggrund fundet det relevant at undersøge, hvordan vi som samfund var forberedt på en epidemi på ældreområdet, og hvordan vi som samfund håndterede epidemien i ældresektoren hen over 2020 og de første måneder af 2021.
Der skal følges op på og drages læring af den udvikling, der har været, så den kan omsættes til forbedringer i epidemihåndteringen i fremtiden og i det hele taget sikre en bedre beskyttelse af ældre og sårbare borgere.
Overdødelighed i vinteren 2020/2021
Undersøgelsen finder, at Danmark generelt set har klaret sig godt igennem covid-19-epidemien, når vi sammenligner med andre lande. Der ses en mindre, men statistisk signifikant overdødelighed blandt ældre borgere på plejecentre i vinteren 2020/2021, men ikke for øvrige grupper – og ikke i øvrige perioder.
Udbrud i ældreplejen hænger sammen med smitteudbredelse i lokalsamfundet
Smitten i lokalbefolkningen fremstår på baggrund af undersøgelsen som den mest hyppige årsag til udbrud med covid-19 i hjemmeplejen og på plejecentrene. Når smitten stiger, kan det ikke undgås, at smitten kommer ind – og i den situation bliver det afgørende at have et stærkt fokus på hygiejne samt at prioritere såvel borgere som pårørende og personale i forhold til værnemidler, test, retningslinjer og vaccination.
Manglende adgang til test og værnemidler
Undersøgelsen finder, at smitten havde gode betingelser for at sprede sig på landets plejecentre i foråret 2020, hvor der kun var begrænset adgang til test, værnemidler og relevant rådgivning og vejledning. Ved årsskiftet 2020/2021 var udfordringer i forhold til adgangen til test, og vaccinerne fremstår som den altafgørende årsag til, at smitteudviklingen stoppede, og der ikke var flere, der døde med covid-19.
Hygiejne er vigtigt fokusområde i kommende epidemier
De kommunerne og regioner, der på forhånd havde etableret et stærkt hygiejneberedskab, klarede sig generelt set bedre igennem epidemien end de kommuner og regioner, der ikke gjorde det.
Hygiejne fremstår som et væsentligt indsatsområde, hvis vi fremadrettet skal blive bedre til at forebygge og håndtere fremtidige udbrud af smitsomme infektionssygdomme på plejecentre og i hjemmeplejen – herunder også epidemier med influenza.
Hvis hygiejneindsatsen skal styrkes, er det afgørende, at der skabes en tæt integration mellem sundheds- og ældreområdet. Det skal i denne forbindelse sikres, at personalet i hjemmeplejen og på plejecentrene får de kompetencer, arbejdsforhold og adgang til faglig sparring og supervision, som de har brug for, hvis de skal varetage indsatsen efter bedste faglige standard.
Metode
VIVEs opgaveløsning er baseret på et omfattende empirisk materiale bestående af registerdata vedrørende smitteudviklingen og dødeligheden i Danmark og udlandet, interview med de aktører, der har været ansvarlige for smittehåndteringen på nationalt, regionalt, kommunalt og decentralt institutionsniveau, interview med borgere og pårørende, samt interview med de mest væsentlige interessenter. Der er endvidere foretaget en gennemgang af mediedebatten, centrale myndigheders hjemmesider samt eksisterende studier på området.