Julie er 13 år, og siden forældrene blev skilt for fem år siden, er hun jævnligt blevet slået, når hun har været hjemme hos sin far i weekenden. Når Julies far ikke er aggressiv, kan hun egentlig godt lide ham, og de laver sjove ting sammen. Julie har kun nævnt de voldelige episoder for sin veninde. Moren vil hun ikke blande ind i det, da hun er bekymret for, hvordan hun vil reagere.

Julie er et tænkt eksempel, men på ingen måde en urealistisk historie. I hver skoleklasse sidder der i snit tre til fire børn, som har været udsat for fysisk vold.

Selv om det er 25 år siden, at revselsesretten blev afskaffet, er det desværre stadig relevant at diskutere, hvordan vi opsporer og hjælper de børn, der udsættes for vold og overgreb i Danmark.

Vold og overgreb mod børn dækker over fysisk vold, psykisk vold og seksuelle overgreb. Når børn udsættes for vold i hjemmet, er det ofte deres forældre, der udøver volden. Ved seksuelle overgreb er overgrebet ofte begået af en jævnaldrende eller en voksen, som barnet eller den unge kender. Det vil sige, at vold og overgreb mod børn ofte finder sted i de nære relationer og i den sfære, hvor de bør kunne føle sig trygge.

"For nogle er volden eller overgrebet blevet normaliseret, og de ved ikke, at sådanne oplevelser ikke skal finde sted."

Børn, der bliver slået, nedgjort eller krænket, kan opleve fysiske, psykiske, adfærdsmæssige og sociale konsekvenser som følge af volden eller overgrebet. Disse konsekvenser kan få betydning i barndommen, men de kan også strække sig ind i voksenlivet. Det er derfor vigtigt at opspore de børn, hvis hverdag er præget af vold eller overgreb, så de kan få den hjælp og støtte, som de har behov for.

I Vives (tidligere SFI) undersøgelse af vold og overgreb mod børn fra 2016 viste resultaterne, at 17 pct. af eleverne i 8. klasse havde været udsat for fysisk vold fra én eller begge af deres forældre, mens 8 pct. havde været udsat for psykisk vold.

12 pct. havde oplevet en uønsket seksuel hændelse i form af henholdsvis blottelse eller berøring, mens 6 pct. havde oplevet, at hændelsen drejede sig om samleje. I disse tilfælde blev overgrebet ofte begået af en jævnaldrende, som barnet eller den unge kendte.

En undersøgelse fra Børns Vilkår, som kom tidligere i 2022, viste samme tendens – og fandt endda, at tallene var steget. Julies historie er altså langtfra et særtilfælde, men tværtimod noget, som finder sted hele tiden.

Alligevel viser Vives undersøgelse, at blot 1 af 10 børn, der har været udsat for vold i hjemmet, har talt med nogen fra kommunen om det (for eksempel en sundhedsplejerske eller en sagsbehandler).

Samme tendens gør sig gældende blandt børn og unge, der har været udsat for en uønsket seksuel hændelse fra et familiemedlem. Der er derfor risiko for, at det kun er en lille del af sagerne om vold og overgreb mod børn, der kommer for myndighedernes øjne. Hvorfor er det så svært at få øje på disse børn?

For det første kan tegn og reaktioner på, at et barn eller en ung er udsat for vold eller overgreb, være vanskelige at få øje på – særligt fordi flere af reaktionerne også kan komme til udtryk i andre sammenhænge. For eksempel kan reaktioner som angst, depression og selvskade også være udtryk for andre former for mistrivsel (som det selvfølgelig også er vigtigt, at voksne omkring barnet reagerer på).

For det andet fortæller børn ofte ikke til nogen, hvad der er sket, når de har været udsat for vold eller overgreb. Forskningsstudier har peget på, at nogle af årsagerne hertil er, at børnene forventer en negativ reaktion fra andre, at de føler skam, skyldfølelse og selvbebrejdelse, eller at de har ambivalente følelser i relationen til voldsudøveren, som kan være en forælder eller en anden nær relation.

Når de fortæller om vold eller overgreb, fortæller de det ofte til en jævnaldrende. Det kan være en ven eller en kæreste, som barnet stoler på. Selv om jævnaldrende kan være en vigtig følelsesmæssig støtte, mangler de viden om, hvordan barnet kan få professionel hjælp. Det kan betyde, at processen frem mod, at barnet får den hjælp og støtte, som det har brug for, bliver forsinket eller helt udebliver.

For det tredje har vi i Danmark begrænset viden om professionelles og myndigheders arbejde med at opspore vold og overgreb. En undersøgelse lavet af Deloitte i 2019 peger på, at professionelle voksne, som børn har kontakt med i hverdagen, ofte først reagerer på mistanken om vold eller overgreb, når barnet selv fortæller om det.

Når man ser dette i lyset af, at mange børn ikke fortæller professionelle voksne om sådanne hændelser, men i stedet betror sig til jævnaldrende, kan det blive en barriere for, at vold og overgreb opdages af myndighederne.

Opsporing af vold og overgreb er af ovenstående årsager en vanskelig proces. Ofte er der ikke tale om en engangsbegivenhed, men en proces, der finder sted over tid, hvor omgivelserne omkring barnet spiller en vigtig rolle.

Hvis vi skal hjælpe Julie og andre børn, der bliver udsat for vold og overgreb, er det derfor vigtigt at styrke det betydningsfulde arbejde, som professionelle og kommuner allerede gør hver dag. Det vil være med til at sikre, at de barrierer, der måtte være for opsporingsarbejdet, bliver adresseret. For selv om det er svært, og vi fortsat mangler viden om barriere i praksis, giver den nuværende forskning et indblik i noget af det, man kan gøre.

Når vi nu for eksempel ved, at børn, der har været udsat for vold og overgreb, betror sig til dem, som de har tillid til, så er tillidsfulde relationer centrale i opsporingsarbejdet, hvor der skal tages hul på sårbare og tabuiserede emner, der er svære at tale om. I forlængelse af dette er det vigtigt at skabe muligheder for, at børn og unge kan dele oplevelser med vold og overgreb. Det handler eksempelvis om, at børn og unge får information om vold og overgreb, for eksempel gennem historier eller film.

For nogle er volden eller overgrebet blevet normaliseret, og de ved ikke, at sådanne oplevelser ikke skal finde sted. For andre kan viden om vold og overgreb give dem et sprog for det, der foregår, eller anspore dem til at fortælle om deres egne oplevelser. Endelig handler det om at give børn og unge mulighed for at fortælle.

Et norsk studie om opsporingen af seksuelle overgreb kalder disse muligheder for ”døråbninger”. En døråbning skaber mulighed for at udforske, hvilke udfordringer et barn oplever. Åbningen skabes gennem tillidsfulde relationer, hvor den anden person tør stille spørgsmål, der udforsker de første tegn og reaktioner, der kan vise sig. Det drejer sig også om, at barnet bliver spurgt, om der er noget galt. For på den måde kan der åbne sig en mulighed for, at de kan fortælle om volden eller overgrebet.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at anerkende og italesætte, at opsporing af vold og overgreb mod børn er en vanskelig proces. Når børn åbner op og fortæller om voldelige episoder, er det ofte forbundet med komplekse overvejelser, og det er vigtigt, at de bliver mødt af tillidsfulde relationer, der kan facilitere udforskning og dialog om deres oplevelser.

Her peger forskningsstudier på, at det er vigtigt at møde børn med en nysgerrighed og åbenhed og derigennem udforske, hvad der ligger til grund for de tegn og reaktioner, der måtte være. Det kan vise sig, at mistanken er ubegrundet, men hvis dialogen lukkes ned eller aldrig åbnes, kan vold og overgreb forblive uopdaget.

Dialog er derfor helt essentielt for, at vold og overgreb bliver opsporet i tide, så Julie og andre børn kan få den hjælp og støtte, som de har behov for.

Betydningen af empati