Danmark har cirka 60 friplejehjem i Danmark. Det er plejehjem, der på en del punkter fungerer som de kommunale plejehjem, men er drevet af selvejende eller private leverandører under en særlig lovgivning, friplejeboligloven.

Kommunerne og friplejehjemmet aftaler eller fastsætter så en pris på, hvad det koster kommunen selv at drive plejehjem, og hvad kommunen derfor skal betale friplejehjemmet.

Nu er det afregningssystem for friplejehjem, der trådte i kraft i 2015, blevet evalueret af VIVE i en ny undersøgelse. Afregningssystemet omhandler regler og praksis, som gør sig gældende, når kommuner betaler friplejehjem for at yde hjælp og pleje til borgere som bor på friplejehjemmet.

Samarbejdet om taksterne er ofte godt

I evalueringen har VIVE talt med en række repræsentanter fra kommuner og friplejehjem. Her er man generelt af den opfattelse, at der for meste er et godt samarbejde om taksterne - selvom takstfastsættelsen af åbenlyse årsager er både kompleks og konfliktfyldt.

Kommunerne skal jo sikre sig, at skatteydernes penge anvendes efter reglerne, således at der for eksempel ikke sker en overbetaling til friplejehjemmene. Omvendt skal friplejehjemmene sikre sig, at de reelt får en takst, som indeholder de relevante omkostninger. Og her kan selv små forskelle i en døgntakst have stor betydning for et friplejehjems økonomi.

En takstforhandling foregår ofte ved, at kommunen fremlægger en takst og friplejehjemmet herefter er med til at kvalificere taksten. Det sker ved, at leverandøren spørger kommunen ind til en række specifikke omkostninger. På den måde nås der i sidste ende frem til en takst, som de adspurgte parter ofte vurderer, er et rimeligt udtryk for kommunens omkostninger.

Friplejehjem oplever for lave takster

Der er dog også flere tilfælde, hvor friplejehjemmene oplever, at de får en betaling, som reelt er lavere end kommunens omkostninger.

En leverandør vurderer, at omtrent hver fjerde kommune ikke følgerne reglerne, hvilket kan udmønte sig i for lave takster. Som en del af forklaringen på dette peger friplejehjemmene på, at deres forhandlingsposition over for kommunen ofte er svær. I evalueringen beskrives friplejehjemmenes forhandlingsposition derfor også som et centralt opmærksomhedspunkt i det nuværende afregningssystem.

Friplejehjemmenes forhandlingsposition kan være svær af flere årsager. For det første kan friplejehjemmene være tilbageholdende med at blive ved med at stille spørgsmål til taksten, fordi de også skal samarbejde med kommunen og fordi de nuværende klagemuligheder kan opfattes som konfliktoptrappende og udsigtsløse. For det andet har friplejehjemmene en oplevelse af, at de skal løfte en vanskelig bevisbyrde, fordi det i praksis er ganske svært at eftergå kommunernes beregninger.

Det er ikke fordi kommunerne ikke fremlægger deres beregningsgrundlag, men kompleksiteten i beregningerne så stor, at det i praksis er meget vanskeligt for friplejeleverandøren at eftergå beregningerne. Dette kan måske være en særlig udfordring for mindre friplejehjem uden nogen særlig administrativ støttefunktion.

To takstmodeller og forskelle i takster

Hvordan er det ellers gået med det nye afregningssystem og dets formål? Først kan det konstateres, at markedet for friplejehjem har udviklet sig støt de seneste år. Siden 2013 er antallet af friplejehjem og pladser på friplejehjem tredoblet, og i dag er friplejehjemmenes markedsandel fem procent og stadig stigende.

Evalueringen indeholder mange vigtige og nye indsigter, når man skal bedømme afregningssystemet. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt kommunernes betaling sker via en kommunal takst eller en takst, der er aftalt mellem kommunen og friplejehjemmet. I debatten overses det ofte, at der findes disse to takstmodeller, herunder at betaling for borgere, der er tilflyttere fra andre kommuner, kan ske efter en anden model og takst end for kommunens egne borgere.

Det fremgår også af Vives evaluering, at der er en forskel på 39 procent mellem laveste og højeste takst.

At der er forskelle i kommunernes takster, er som udgangspunkt ikke overraskende. Takstforskelle kan principielt forklares med variation i kommunernes omkostnings- og serviceniveau, men en forskel på 39 procent mellem laveste og højeste takst forekommer umiddelbart stor – og kan dække over usikkerhed i kommunernes takstberegninger.

Behov for mere viden

Hvad kan der så gøres ved disse opmærksomhedspunkter? For det første kan der fortsat være behov for mere viden. Vives evaluering bygger blandt andet på en vurdering af takstfastsættelsen hos nogle af de aktører, som er tættest på i dagligdagen.

Vive er dog samtidig tydelige omkring, at der ikke er lavet en revisionsgennemgang af taksterne. En sådan revision kan være en vej at gå, selvom opgaven - hvis den skal udgøre en reel kontrolberegning – nok må forventes at blive ganske vanskelig.

Dette skyldes blandt andet, at de kommunale beregninger delvist bygger på skøn og fordelingsnøgler samt vil kræve dyb indsigt i den enkelte kommunes organisering og konteringspraksis.

Ud over behovet for mere viden, kommer diskussionen af håndtag, der måske kan håndtere nogle af opmærksomhedspunkterne. Her har forskellige aktører luftet nogle mulige løsninger.

En foreslået vej har været en klarere vejledning, der for eksempel giver konkrete eksempler og gør det mere entydigt, hvordan taksten skal beregnes og dokumenteres. Et andet forslag har været en kontrolenhed, som parterne kan søge rådgivning hos og klage til. Andre mulige håndtag kan være en godkendelse af taksten hos en ekstern revisor, kurser for kommunale medarbejdere eller fastsættelse af en national/regional takstprocent for dele af taksten.

Der er behov for en debat om, hvilke af disse og andre mulige løsninger som er bedst, og hvad næste skridt kan være for at sikre, at friplejehjem og kommuner stilles lige økonomisk. Det vil bidrage til, at borgerne fremover får gode muligheder for at kunne vælge mellem forskellige typer af plejehjem, der konkurrerer på lige vilkår.

Close relations to parents and emotional symptoms among adolescents