Kontakt
Partnervold er et alvorligt socialt problem. Den skaber utryghed og kan have langvarige, skadelige virkninger ikke kun for den, der er udsat for volden, men også for andre familiemedlemmer, især for børn, der overværer volden i hjemmet. Derfor er det vigtigt, at det voldelige mønster bliver brudt. Erfaringer viser imidlertid, at det kan være svært for personer, der er udsat for partnervold, at bryde ud af den voldelige relation. Omgivelserne spiller derfor en vigtig rolle for, om voldsofre får den nødvendige støtte, så deres tid i den voldelige relation begrænses. Med finansiel støtte fra TrygFonden har Mary Fonden har på dette grundlag bedt VIVE afdække danskernes kendskab til partnervold.
Resultaterne i undersøgelsen kaster særligt lys på de uformelle aktørers rolle i forhold til bekæmpelse af partnervold og giver dermed en bedre forståelse for, om og hvordan personer i de nære omgivelser er parate til at hjælpe ofre for partnervold. Undersøgelsen giver også indblik i, hvilke faktorer der gør, at man som familiemedlem, ven, bekendt eller helt almindelig borger er mere eller mindre villig til at hjælpe en voldsudsat.
I undersøgelsen er et tilfældigt udsnit af danskere blevet spurgt, om de har et personligt kendskab til partnervold, enten fordi de selv har været involveret i et voldeligt parforhold i løbet af livet, eller fordi de kender andre, der har været det. Dermed belyser undersøgelsen de uformelle aktørers rolle fra to perspektiver: Gennem de partnervoldsudsattes erfaringer og gennem omgivelsernes erfaringer.
Resultater
Over halvdelen (57 procent) af de adspurgte i undersøgelsen har et personligt kendskab til partnervold, enten fordi de kender en udsat, en udøver, eller fordi de selv har været involveret i et parforhold med vold. Nedenfor er skitseret udvalgte resultater fra undersøgelsen. Flere resultater og perspektiver fra undersøgelsen kan læses i rapporten.
Næsten hver anden dansker kender en partnervoldsudsat kvinde
46 procent af danskerne kender en kvinde, der har været udsat for partnervold, og 18 procent kender en partnervoldsudsat mand. Det er især kvinder, som kender nogen, der har været eller er i et voldeligt forhold. 52 procent af kvinderne har kendskab til kvinder, der er eller har været udsat for partnervold, mens det samme kun gælder for 39 procent af mændene. De fleste, som kender en, der har været udsat for eller har udøvet partnervold, er nære familiemedlemmer eller venner.
Kvinder oplever oftere og voldsommere partnervold
29 procent kvinder har siden 15-årsalderen været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel partnervold mindst én gang, mens det gælder 12 procent af mændene. Ser man på, hvor mange der aktuelt lever med partnervold, så er tallet noget mindre. Inden for det seneste år har 3,6 procent kvinder og 1,5 procent mænd været udsat for en eller flere voldsformer fra en nuværende eller tidligere partner. Den partnervold, som kvinder udsættes for, har ofte en mere omfattende karakter end volden begået mod mænd.
Mange taler om volden – færre søger professionel hjælp
De fleste voldsudsatte taler med andre om den vold, de har været udsat for, men der er forskelle mellem kønnene. 82 procent af kvinderne har talt med nogen om partnervolden, mens kun 64 procent af mændene har fortalt om det. De voldsudsatte taler oftest med nære venner og familiemedlemmer og opsøger i mindre grad professionel hjælp hos formelle aktører, som for eksempel sundhedspersonale (psykologer, læger mv.), krisecentre og andre voldsfaglige civilsamfundstilbud, advokater, politi, kommune eller andre myndigheder.
Langt fra alle vidner griber ind over for volden
Hver tredje af de voldsudsatte i undersøgelsen svarer, at de voksne vidner, der så eller hørte volden, gjorde noget for at gribe ind. Cirka en fjerdedel af de vidner, der greb ind, kom ifølge den voldsudsatte selv til skade eller blev truet.
Hjælp fra andre og uklare omstændigheder afholder folk fra at gribe ind
Omkring 25 procent af de personer, der har kendskab til partnervold, har været opmærksomme på volden, mens den stod på. Det er især kvinder, som kender til den aktuelle vold. 79 procent af dem, der kendte til partnervolden, har oplyst, at de gjorde noget for at hjælpe dem, der var involveret.
En del griber dog slet ikke ind over for partnervold. Det skyldes oftest en vurdering af, at andre tog hånd om situationen, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, eller at de ikke oplevede, at omstændighederne var klare nok for dem. En mindre del undlader at komme den voldsudsatte til hjælp, fordi de er bange for, at deres indgriben vil skabe problemer eller have negative konsekvenser for dem selv.
Forskellige vurderinger af støtten
Omkring halvdelen af de pårørende vurderer, at deres støtte hjalp den voldsudsatte. De voldsudsatte selv vurderer dog i højere grad, at hjælpen har gjort en positiv forskel. Der er således en tendens til, at pårørende undervurderer betydningen af den hjælp og støtte, de kan yde til personer, der er udsat for partnervold.
Personlige erfaringer har betydning for handlingsparatheden
En række bagvedliggende faktorer påvirker folks hypotetiske handleparathed over for partnervold – altså hvordan man rent hypotetisk ville handle, hvis man møder partnervold i hverdagen. Resultaterne er baseret på, at folk har svaret på, om de ville reagere i en given situation, og i givet fald, hvad de ville gøre. Det fremgår af besvarelserne, at både handlingsparatheden og handlingsstrategierne afhænger af situationen og konteksten for partnervolden.
De personlige erfaringer spiller ind: Har man været anbragt uden for hjemmet i barndommen, eller er man blevet slået af sine forældre, er man mere villig til handle over for partnervold. På samme vis er man mere parat til at handle, hvis man selv har været involveret i et voldeligt parforhold, end hvis man ikke kender nogen, der har oplevet partnervold. Folk, der lægger afstand til udsagn om sexisme og traditionelle kønsroller, er desuden mere villige til at gribe ind over for partnervold.
Svær situation at være pårørende
En del af undersøgelsen består af interview med pårørende til ofre for partnervold. De pårørendes beretninger viser, at det både kan være udfordrende og fyldt med dilemmaer, når et familiemedlem eller en nær ven er udsat for partnervold. Pårørende fortæller blandt andet om, hvordan de åbner døren om natten og tilbyder husly, når den voldsudsatte banker på. De hjælper økonomisk, når der er behov for psykologbistand eller indskud til en ny bolig. De bistår med politianmeldelser eller hjælper med at finde professionelle rådgivningsmuligheder. De passer børnene. De realitetskorrigerer den voldsudsatte ved at fortælle, hvordan de selv opfatter den usunde parforholdsdynamik. Og ikke mindst så forsøger de at have en anerkendende, lyttende og tålmodig tilgang for at vise den voldsudsatte, at de er tilgængelige, både for fysisk og psykisk støtte. Men mange af de pårørende oplever, at deres muligheder for at støtte den voldsudsatte bliver indskrænket, i takt med at voldsudøveren øger isolationen og kontrollen. Det gør det ekstra svært at handle over for partnervold.
Metode
Resultaterne er baseret på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt 1.684 tilfældigt udvalgte borgere i Danmark i alderen 18-64 år samt kvalitative interviews med 14 pårørende til partnervoldsudsatte og 6 voldsfaglige rådgivere.
Om denne udgivelse
Trygfonden
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd