Det specialiserede socialområde i de nordiske lande

Regeringen igangsatte i 2020 en evaluering af det specialiserede socialområde. Social- og Ældreministeriet har i den forbindelse bedt VIVE afdække og sammenligne den strukturelle opbygning og organisering af det specialiserede socialområde i Danmark, Norge og Sverige.

Undersøgelsen giver ny og systematisk viden om de tre landes indretning af området, som kan danne grundlag for videre analyser. Der er tale om en beskrivende kortlægning af området på tværs af de tre lande, der ikke vurderer kvaliteten eller konsekvenserne af de tre landes organisering.

Ligheder og forskelle på tværs af nabolande

I både Danmark, Norge og Sverige er det kommunerne, der i hovedreglen har ansvaret for ’det specialiserede socialområde’. Der er altså i alle tre lande en relativt høj grad af decentralisering på området. Der er dog også visse forskelle i ansvarsfordelingen mellem landene.

Med nogle få undtagelser er myndighedsansvar, forsyningsansvar og betalingsansvar for de forskellige indsatser placeret sammen i alle tre lande, dvs. hos samme myndighed.

Misbrugsområdet

I Danmark er misbrugsområdet primært et kommunalt ansvar. I både Norge og Sverige er ansvaret for området delt mellem kommuner og statslige, regionale helseforetak (Norge) henholdsvis regionerne (Sverige).

Borgere med psykisk sårbarhed

Ansvaret for psykiatrisk behandling er i alle tre lande placeret på regionalt niveau, mens det i alle tre lande er kommunerne, der har ansvaret for sociale indsatser til borgere med psykiske vanskeligheder.

Socialt udsatte børn og unge

I både Danmark, Norge og Sverige er det som hovedregel kommunerne, der har myndighedsansvaret for indsatser til socialt udsatte børn og unge. I alle tre lande er der dog særlige organer, som træffer beslutninger om meget indgribende foranstaltninger eller tvangsforanstaltninger.

Særligt for Norge er, at staten har en stor del af forsyningsforpligtelsen på anbringelsesområdet. Staten har både ansvaret for, at der er døgninstitutioner til rådighed til socialt udsatte børn og unge, samt ansvar for at bistå kommunerne med rekruttering af plejefamilier. Desuden deler Norges kommuner og stat betalingsansvaret på anbringelsesområdet.

Borgere med funktionsnedsættelser

I alle tre lande har kommunerne i hovedreglen ansvaret for indsatser til børn, unge og voksne borgere med funktionsnedsættelser. Der er dog også visse undtagelser. I Sverige deler kommunen eksempelvis myndigheds- og betalingsansvaret for hjælperordninger med staten. Kommunen har ansvaret ved et grundlæggende støttebehov på op til 20 timer pr. uge, mens staten har ansvaret, hvis borgerens grundlæggende støttebehov er større end 20 timer pr. uge.

Kommuner af forskellig størrelse

Når man sammenligner landene, skal man være opmærksom på, at både de svenske og – især – de norske kommuner er små i sammenligning med de danske. I gennemsnit har de norske kommuner cirka 15.000 indbyggere, de svenske cirka 36.000 indbyggere, og de danske cirka 60.000 indbyggere. Forskellen i størrelse kan give forskellige forudsætninger for at løse opgaverne i kommunerne. Denne undersøgelse har ikke belyst betydningen af kommunestørrelse.

Metode

Undersøgelsen bygger på en kombination af omfattende desk research, for eksempel litteraturstudier og webbaseret videnssøgning, samt 26 semistrukturerede interviews med nationale videnspersoner i Danmark, Norge og Sverige.

Undersøgelsen belyser det, der i Danmark betegnes det specialiserede socialområde. Der er fokus på tilbud og indsatser til socialt udsatte børn og unge, børn og unge med funktionsnedsættelser, voksne borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, psykiske vanskeligheder samt misbrugsproblematikker.

Undersøgelsen fokuserer på indretning af nationale systemer og afdækker ikke systemernes virkemåde i praksis eller lokalt. Vi har afdækket de tre landes organisering af det specialiserede socialområde i relation til seks analysetemaer, jf. boksen nedenfor.