Emerging and temporary connections in quality work

Problemstilling

Kvalitetsudvikling på hospitalerne er i stigende grad blevet formaliseret via særskilte organisatoriske enheder. Der er en lang række af initiativer og retningslinjer for, hvordan kvalitetsarbejdet skal udføres.

I denne afhandling er der særligt fokus på, hvordan kvalitetsarbejde forhandles og organiseres lokalt i sundhedsvæsenet og i et felt med mange forventninger og krav. Afhandlingen tager udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Hvordan opstår kvalitetsarbejdet i hospitalsafdelinger som konkrete, lokale processer i mødet mellem standardiserede metoder og krav til kvalitetsudvikling?
• Hvad er betydningen af dette for den måde, hvorpå kvalitetsarbejdet organiseres og ledes?

Afhandlingens empiriske grundlag er et observationsstudie af kvalitetskoordinatorers arbejde på to danske hospitalsafdelinger.

Konklusion

Kvalitetsarbejdet opstår i en forhandling af, hvad der udgør kvalitetsproblemer og deres løsning. Disse forhandlinger foregår via konkrete, men ustabile og midlertidige forbindelser mellem en lang række af aktører på hospitalsafdelingerne. Samtidig opstår disse forbindelser i et spændingsfelt mellem forskrifterne for, hvordan kvalitetsudvikling skal praktiseres, og den måde klinisk arbejde er organiseret lokalt.

Organisering og ledelse af kvalitetsarbejde – og dermed rammesætningen af disse forhandlinger af kvalitet – er derfor en arbejdskrævende proces. Organiseringen er afhængig af evnen til at respondere på og tilpasse de enkelte processer til de specifikke typer af modstand og uenigheder, som opstår undervejs.

Kvalitetsdata udgør en væsentlig del af denne facilitering, men en ligeså væsentlig del af kvalitetskoordinatorernes arbejde er knyttet til deres fysiske tilstedeværelse i alle afkroge af afdelingen. Herved får de mulighed for at indsamle supplerende (tavs) viden om usynligt arbejde (dvs. det arbejde, som ikke fremgår i de tilgængelige kvalitetsdata), og som giver dem nyttige indsigter i, hvor og hvordan kvalitetsproblemer og deres løsninger er at finde.

Afhandlingens anden hovedkonklusion er, at kvalitetskoordinatorerne derved udgør en ny type aktør på hospitalsafdelingerne, som besidder en unik viden om specifikke forhold i den konkrete hospitalsafdeling og ekspertise inden for kvalitetsudvikling generelt.

Med baggrund heri rejser afhandlingen spørgsmålet om, hvorvidt den stigende formalisering af kvalitetsudvikling på hospitalerne ikke bare udfordrer grænserne mellem ledelse og de sundhedsprofessionelles autonomi, men også tilføjer nye (ledelses)positioner, hvorfra forhandlinger om forandring og forbedring kan rammesættes.