Udgifterne til hjemmepleje og rehabiliteringsforløb udgjorde i 2017 knap en tredjedel af de samlede kommunale udgifter på ældreområdet. Når vi de kommende år får flere ældre borgere i kommunerne, vil det alt andet lige medføre et stigende pres på området.
På den baggrund er VIVE i gang med at afdække og analysere syv kommuners praksis og erfaringer med økonomistyring af hjemmepleje og rehabiliteringsforløb. Analysen bliver foretaget på opdrag fra Partnerskabet om kommunal økonomistyring mellem KL og regeringen.
Formålet med den igangværende undersøgelse er at inspirere andre kommuner til, hvordan de kan videreudvikle deres nuværende økonomistyring af hjemmepleje og rehabiliteringsforløb. Den endelige rapport om analysen forventes udgivet i august 2020.
Sådan ser det ud i Favrskov, Middelfart og Vordingborg
Denne korte udgivelse rummer et første, beskrivende kig på noget af den viden, der vil blive afdækket i den endelige rapport. Udgivelsen skildrer udvalgte dele af praksis i tre af deltagerkommunerne, hvad angår deres organisering, økonomistyringsmodeller og budgetopfølgning i forhold til hjemmepleje og rehabiliteringsforløb. De tre kommuner er: Favrskov, Middelfart og Vordingborg.
Den korte udgivelse er rent beskrivende. Den endelige rapport vil indeholde beskrivelser af alle syv deltagerkommuner samt anbefalinger og inspiration til andre kommuner i forhold til videreudvikling af økonomistyringen af hjemmepleje og rehabiliteringsforløb. Læs mere om projektet her.
Om denne udgivelse
Partnerskabet om kommunal økonomistyring mellem KL og regeringen
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd