Kontakt
Unge med autisme oplever ofte ensomhed og udfordringer ved at etablere sociale relationer og deltage i sociale fællesskaber og ved at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig ved vi, at unge med autisme oftere har udfordringer i skolen og opnår lavere skolepræstationer og uddannelsesniveau end andre jævnaldrende. På den baggrund har PwC sammen med seks kommuner i perioden 2020-2022 udviklet og afprøvet en ny indsats for unge med autisme i alderen 16 til 30 år. Indsatsen er udviklet på baggrund af Socialstyrelsens projekt Læringsforløb for unge med autisme, der nu er afsluttet. I alt 116 unge gennemførte læringsforløbet i projektperioden.
Kort fortalt har læringsforløbet fokus på at give de unge selvindsigt, sociale kompetencer og færdigheder og støtte, at de unge indgår i fællesskaber med andre unge. Indsatsen er helhedsorienteret og består – ud over udredning og handleplan – af individuel støtte og et gruppeforløb.
Resultater
Unge med autisme får styrket livskvalitet
Evalueringen viser, at mange af de unge oplever, at de har fået en styrket handleevne og livskvalitet, og at andelen af unge, der føler sig ensomme, er blevet mindsket. Desuden vurderer de fleste unge forløbet positivt og oplever, at de har haft stort udbytte af at deltage.
Nogle unge har fået styrket deres sociale kompetencer, og nogle har haft positive erfaringer med at mødes med og være sammen med andre med lignende udfordringer. De har følt sig forstået, fået mere tro på sig selv og haft succesoplevelser i mødet med andre unge med autisme.
Men selvom evalueringen konkluderer, at indsatsen samlet set har haft en positiv virkning for de unge i forhold til deres sociale liv og relationer, er de unges generelle trivsel enten uændret eller ganske svagt faldende. Vurderingen er, at dette både kan skyldes den vanskelige situation under covid-19-epidemien, men også et resultat af de unges styrkede selvindsigt.
Forældre har blandede oplevelser, men kommuner er tilfredse
Erfaringerne med forældreforløbene er mere blandede. Knap halvdelen af forældrene er meget positive og føler sig væsentlig bedre klædt på til at støtte de unge, mens den anden halvdel ikke oplever det store udbytte af indsatsen.
Læringsforløbet er blevet implementeret med succes i alle seks kommuner, og ledere, projektejere og projektledere vurderer, at der er et rimeligt forhold mellem ressourcer og resultater, samt at læringsforløbet er meget relevant at arbejde videre med som kommunal drift, og de planlægger at fortsætte arbejdet med læringsforløbet. Da indsatsen er udviklet og afprøvet med en relativt homogen gruppe af unge med autisme, kan resultaterne dog ikke uden videre benyttes som grundlag for at udvide målgruppen til også at inkludere unge med andre udfordringer.
Metode
Evalueringens design består af tre dele. En implementeringsevaluering, som undersøger erfaringer med læringsforløbet som helhed og med de enkelte kerneelementer, en resultatevaluering, som undersøger virkninger af deltagelsen for de unge og for forældrene samt en omkostningsvurdering, som undersøger omkostninger forbundet med at implementere og drive indsatsen.
Evalueringens resultater er baseret på analyser af data fra:
- Spørgeskemaundersøgelser blandt unge (116) og forældre (55), gruppevejledere for de unge (49), gruppevejledere for forældre (17) og individuelle støttepersoner (75) om de unges progression, vurderinger af udbytte af at deltage samt med erfaringer med at implementere læringsforløbet.
- Skemaer udfyldt af de individuelle støttepersoner med deres vurderinger af de unges funktionsniveau baseret på Voksenudredningsmetoden, VUM.
- Tidsregistreringsskemaer fra de kommunale projektlederes vurderinger af tidsforbrug i hver kommune.
- Selv-evalueringsskemaer om implementeringserfaringer udfyldt af de kommunale projektledere ved opstart, midtvejs og mod slutningen af udviklingen af indsatsen.
- Systematisk gennemgang af unges journaler.
- Kvalitative interviewundersøgelse af gruppevejledere og individuelle støttepersoner (18), udvalgte unge (17) og forældre (4) samt to interviews med hver projektleder og hver projektejer i de seks kommuner i 2021 og i 2022. I alt interview med 63 interviewpersoner.
MERE INFO
Her kan du læse mere om Socialstyrelsens indsatsbeskrivelse af projektet:
Indsatsbeskrivelse af Læringsforløb for unge med autisme | Socialstyrelsen
Om denne udgivelse
Socialstyrelsen
PwC
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
- Nyhed
Social Investments in the Nordic Countries
- Nyhed
Vægtstatus og trivsel hos børn og unge
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Nyhed
Slutevaluering af Engineering i Skolen
- Debatindlæg
Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform
- Rapport
Kvinder på krisecenter for æresrelaterede konflikter er ekstra udsatte
- Nyhed
Hvem er de pårørende i Danmark? En kortlægning af danske pårørendes opgaver, trivsel og behov.
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Rapport
Der er potentiale for at udvide Den Socialøkonomiske Investeringsmodel til også at omfatte ældreområdet
- Debatindlæg
Økonomisk straf for skolefravær rammer de mest sårbare elever