Kontakt
Departementet for Uddannelse, Kirke og Kultur (nu Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke) har bedt VIVE om en evaluering af, i hvilken grad de nyuddannede pædagoger fra PI/SPS har kompetencer, der i tilstrækkelig grad lever op til krav og forventninger fra institutions- og handicapområdet. Evalueringens resultater indeholder anbefalinger, som kan danne grundlag for opfølgende tiltag, der kan bidrage til at sikre, at udfordringerne og de faglige forventninger kan inkorporeres i uddannelsen.
Resultater
- Stor efterspørgsel efter de nyuddannede
Der er stor efterspørgsel efter de nyuddannede fra PI/SPS, og der uddannes generelt set ikke nok til at tilfredsstille efterspørgslen. Efterspørgslen efter nyuddannede er størst på det specialiserede område, og det er samtidigt her, udbuddet er mindst. - Det er en generalistuddannelse
PI/SPS uddanner generalister, der er bredt vidensmæssigt funderede. Dette anerkendes og værdsættes på normalområdet, men på det specialiserede område opleves der fra arbejdsgivernes side en manglende interesse i området fra de nyuddannede. - Onboardingforløb kan hjælpe nyuddannede
Arbejdsgiverne kan med fordel arbejde med introducerende og planlagte onboardingforløb for de nyuddannede, hvor de får mulighed for at afprøve deres kompetencer og blive godt integreret på arbejdspladsen. Et onboardingforløb kan fx sammensættes ud fra et fokus på den nyuddannede kompetencer og interesser samt krav og forventninger hos arbejdsgiveren. Forløbet kan bestå af mange forskellige elementer, såsom feedbackforløb, samtaler, minipraktiker, kurser og sidemandsoplæring. - Få voksendidaktik med i udslusningen
For en del af de nyuddannede er situationen den, at de kommer ud på arbejdspladser, hvor de er de højest uddannede eller repræsenterer den nyeste viden på området. For at kunne bruge det aktivt, vil det kunne være en fordel, at PI/SPS fokuserer på voksendidaktiske principper i udslusningen, så de nyuddannede er endnu bedre i stand til at lære fra sig. - Decentral uddannelse giver fordele
De decentralt udbudte uddannelser giver flere muligheder for at starte på et studie og dermed måske også en vej videre mod flere uddannelser på højere niveau. Dette skal ses i sammenhæng med uddannelsessproget, hvor de grønlandsksprogede uddannelser letter uddannelsesvejen for en del af de studerende. - Grønlandsk som uddannelsessprog har fordele
Det giver en del af de studerende lettere adgang til og større udbytte af uddannelserne, når de kan gennemføres på grønlandsk. Det giver dog udfordringer i forhold til tekster og lærerbøger, der typisk er på dansk, men som kan oversættes. - Brobygning og samarbejde mellem PI/SPS og arbejdsmarkedet
For at lette overgangen til arbejdsmarkedet og eventuelt også få flere nyuddannede til at interessere sig for det specialiserede område kan der med fordel arrangeres flere oplæg fra potentielle arbejdsgivere undervejs i uddannelserne, ligesom andre brobygningsaktiviteter kan indtænkes. - Forskellige forventninger til forskellige uddannelser
Der er generelt en anerkendelse fra arbejdsgiverside af, at der er forskellige kompetenceniveauer for de forskellige uddannelser. Men hvis der ikke er medarbejdere til rådighed med kompetencer på højeste niveau, er forventningerne højere til dem på de lavere uddannelsesniveauer. Derfor kan der med fordel i udslusningen fokuseres på, at de nyuddannede har et indgående kendskab til egne kompetencer og eventuelle begrænsninger, for at kompetencerne kommer bedst i spil og de nyuddannede får det bedst mulige møde med arbejdsmarkedet.
Anbefalinger
Evalueringen viser, at der er udviklingspotentialer i at introducere de nyuddannede til arbejdet i deres første ansættelse efter endt uddannelse. Der er desuden fordele ved at fastholde en decentral organisering af uddannelsen med udbud rundt om i Grønland. Derudover kan der med fordel fortsat udbydes og videreudvikles på de grønlandsksprogede uddannelser. Endelig peger evalueringen på, at der i uddannelserne eventuelt kan arbejdes yderligere med det specialiserede socialområde for at give de nyuddannede yderligere viden om mulighederne her.
Metode
Evalueringens analyser bygger på viden indsamlet gennem:
- Desk research
- Interviews og casebesøg
- Workshops
- Registerdata.
Der er udført i alt 44 interviews både over telefon, virtuelt og som besøgsinterviews. Der er udført interviews til evalueringen i perioden marts til september 2021. Den mest intensive del af dataindsamlingen forløb med interviews og casebesøg i Grønland i perioden 28. august til 17. september 2021.
Derudover er der blevet afviklet to workshops med deltagere fra henholdsvis socialpædagogisk seminarium og departementer og styrelser.
Endelig er der udført analyser af registerdata ved Grønlands Statistik om de nyuddannede og deres baggrund.
Læs mere
Christensen, T.S., Jóensen, J.P., & Hermansen, A.B. (2020). Ekstern evaluering af uddannelserne på Perorsaanermik Ilinniarfik / Socialpædagogisk Seminarium, Ilulissat Grønland. Evalueringsrapport del 2. Ilulissat: Perorsaanermik Ilinniarfik / Socialpædagogisk Seminarium.
Hansen, H., & Iversen, K. (2021). Dagtilbud i Grønland: Analyse af forhold med betydning for børnemiljøet. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Om denne udgivelse
Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Det grønlandske selvstyre
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
- Nyhed
Social Investments in the Nordic Countries
- Nyhed
Velfærdsfagenes image skal ændres, hvis unge skal søge uddannelserne
- Rapport
Ny rapport beskriver velfærdsstatens fremvækst efter Anden Verdenskrig
- Nyhed
Efter- og videreuddannelse på life science-området
- Rapport
Kønsforskelle i timeløn i den private sektor – med særligt fokus på funktionærer
- Nyhed
Slutevaluering af Engineering i Skolen
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Nyhed
Nye former for beskæftigelse kan skabe utryghed for den enkelte
- Nyhed
Restricted Childhood, Interrupted Youth
- Rapport
Sådan kan socialfaglige medarbejdere integreres i skole og dagtilbud for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge