Kontakt
Blandt dagens skilsmisseforældre henvender 25-30 pct. sig til Statsforvaltningen, enten i forbindelse med samlivsbruddet eller fordi der senere opstår vanskeligheder i samarbejdet om børnene. I nogle tilfælde bliver sagen løst gennem råd og vejledning – i andre tilfælde er der tale om et kompleks af tunge problemstillinger og et højt konfliktniveau mellem forældre, der kan indebære, at et sagsforløb strækker sig over lang tid med involvering af forskellige myndigheder, fx byretten, fogedretten eller de sociale myndigheder.
Formålet med denne undersøgelse er at belyse, hvordan man hensigtsmæssigt kan kategorisere forældreansvarsager efter problemtyngde, bl.a. ved at indkredse de relevante risikofaktorer i de komplekse forældreansvarssager. Med risikofaktorer menes forhold, som kan øge sandsynligheden for, at et barn belastes af situationen.
Undersøgelsen består af fire delanalyser:
• En litteraturgennemgang af forskning om ’højkonfliktsager’ og risikofaktorer for skilsmissebørns trivsel
• En empirisk analyse, baseret på en survey blandt 1.034 forældre, der kategoriserer Statsforvaltningens sager ud fra problemtyngde
• En dokumentanalyse, baseret på en gennemgang af et mindre antal meget komplekse forældreansvarssager, der belyser, hvornår i sagsforløbet der bringes informationer frem om risikofaktorer og i forlængelse heraf, hvordan myndighederne handler på sådanne oplysninger
• En gennemgang af erfaringer med at anvende screeningsværktøjer hos familieretlige myndigheder i lande, som vi plejer at sammenligne os med.
Om denne udgivelse
Børne- og Socialministeriet
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd