Forskere: Lokalpolitikere tøver med at pege på spareområder i valgår

Kommunerne har ikke uanede mænger af ressourcer til rådighed, og en vigtig del af enhver lokalpolitikers politiske liv er at være med til at prioritere, hvordan kommunens budget skal fordeles på forskellige målgrupper og udgiftsområder. Uanset om kommunens økonomi er i vækst eller i tilbagegang, vil der ikke være penge nok til at opfylde alle politiske ønsker. Prioritering vil altid være en nødvendighed.

VIVE har i både 2013 og 2017 spurgt lokalpolitikerne om, hvordan de ville prioritere mellem forskellige udgiftsområder, hvis statens bloktilskud til kommunerne blev henholdsvis øget eller beskåret. Svarene for 2017 er vist i figuren.

Skoler, dagtilbud og ældreområdet bliver prioriteret markant højest af lokalpolitikerne, hvis der bliver flere penge til rådighed: Mere end halvdelen af eventuelle ekstra ressourcer skal ifølge lokalpolitikerne gå til disse områder, fordelt med godt 20 procent til skolerne og godt 15 procent til henholdsvis dagtilbuddene og ældreområdet. Endelig mener lokalpolitikerne også, at cirka 13 procent af eventuelle ekstra ressourcer bør gå til udsatte børn og unge, mens handicappede m.fl. bør tilgodeses med 10 procent af de ekstra penge.

Omvendt er idræt, kultur og fritid samt vejvedligeholdelse og administration de områder, hvor de væsentligste besparelser skal findes, hvis bloktilskuddet bliver reduceret. Navnlig det administrative område skal holde for. Her ønsker lokalpolitikerne at hente 24 procent ved et eventuelt besparelseskrav, mens der skal hentes et tilsvarende beløb på de to øvrige områder tilsammen.

Lokalpolitikernes ønske om at opprioritere folkeskole, dagtilbud og ældre er blevet endnu mere udtalt fra 2013 til 2017. Også tilbøjeligheden til at ville finde besparelserne på administration, vejvæsen og kulturbudgetter er endnu tydeligere i 2017. I sammenligning med 2013 er lokalpolitikerne her i 2017 mindre tilbøjelige til at ville opprioritere udgifterne til beskæftigelsesforanstaltninger. Det kan hænge sammen med, at kommunalvalget i 2013 foregik i skyggen af den økonomiske krise, og at arbejdsløsheden siden er faldet.

Lokalpolitikerne peger også i 2017 på, at 15 procent af besparelserne skal findes på ’andre områder’. Det kan tænkes at hænge sammen med, at det som kommunalpolitiker er nemmere at sætte navn på, hvor der skal bruges flere penge, end hvor der skal bruges færre. Dette gælder ikke mindst i et valgår.

Ulyst til at prioritere før et valg

Den økonomiske krise er klinget af siden kommunalvalget i 2013. Staten holder dog fortsat kommunernes økonomi i kort snor, og der ikke er udsigt til, at kommunerne får flere penge at gøre godt med i de kommende år. Den dagsorden, de fleste lokalpolitikere står overfor, er ikke en dagsorden med fokus på, hvilke befolkningsgrupper og hvilke udgiftsområder der skal tildeles flere penge. Det er en dagsorden, hvor der i højere grad skal peges på, hvor der skal bruges færre penge.

Som lokalpolitiker er det imidlertid aldrig attraktivt at gå til valg med et sparekatalog i lommen, da det kan koste stemmer at pege på konkrete besparelser. Undersøgelsen her viser da også, at det er langt nemmere for politikerne at komme med ideer til, hvor pengene skal bruges, end hvor besparelserne skal findes. Og mens det er vanskeligt at pege på besparelser på velfærd – altså de områder, som vælgerne forbinder med kernen i den kommunale service – så er det politisk mindre kostbart at pege på administration og vejvæsen, hvor besparelserne er mere ’ansigtsløse’ og ikke umiddelbart ser ud til at have konsekvenser for den borgernære service.

Et kommunalvalg på baggrund af en stram kommunal økonomi stimulerer ikke til markante politiske udmeldinger, som koster penge. Den aktuelle kommunale valgkamp må derfor forventes at byde på færre og mere vage udgiftspolitiske budskaber end før den økonomiske krise. Når der skal peges på besparelser, er den ansigtsløse forvaltning det bedste bud, mens de klassiske velfærdsopgaver rettet mod børn og ældre prioriteres højt af lokalpolitikerne.