Fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven

Når forældre ikke lever sammen, sker det nogle gange, at en bopælsforælder ikke udleverer barnet til samvær, eller at en samværsforælder ikke bringer barnet tilbage til bopælsforælderen efter endt samvær. I de tilfælde kan forældrene henvende sig til retten for at få hjælp til at få barnet udleveret. Rettens rolle er at sikre, at de afgørelser eller gyldige aftaler, der er indgået om barnet, bliver respekteret og efterlevet. Det kaldes for fuldbyrdelse. I sidste ende kan retten bruge tvangsmidler og bestemme, at et barn skal afhentes ved brug af magt. Reglerne om fuldbyrdelse kan være med til forebygge, at forældre griber til selvtægt.

Generelt har der manglet viden om fuldbyrdelsesområdet, og efter den familieretlige reform i 2019 er nye spørgsmål kommet til: Hvad betyder det for området, at det nu er familieretten og ikke længere fogedretten, der behandler sagerne? Har målgruppen for sagerne ændret sig? Hvordan fortolker retten ’barnets bedste’? Hvordan forløber de typiske sager, og hvordan forløber det mindretal af sager, der må løses ved tvang? Disse spørgsmål har været anledning til, at Social- og Ældreministeriet bad VIVE om at iværksætte en praksisundersøgelse. Formålet er at få mere viden om, hvad den familieretlige reform har betydet for behandlingen af fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven.

Resultater

Undersøgelsen kan ikke tilvejebringe et udtømmende billede af, hvad det har betydet for fuldbyrdelsesområdet, at sagerne nu er overflyttet fra fogedretten til de nyoprettede familieretsafdelinger ved byretterne. Vi kan dog konstatere, at de enkelte familieretsafdelinger er organiseret forskelligt, og at man gennem medarbejderrokader har sikret, at viden ikke går tabt.

Antallet af fuldbyrdelsessager er uændret

Der er ingen tegn på, at omfanget af fuldbyrdelsessager skulle have ændret sig efter reformen. Heller ikke målgruppen eller sagernes karakter har ændret sig. Retterne afslutter knap 2.500 sager om året, men ca. 40 procent af sagerne er gengangersager, hvor en familie tidligere har haft en anden eller flere fuldbyrdelsessager ved retten.

Børn vil ikke på samvær i mange af sagerne

Fuldbyrdelsessager drejer sig oftest om, at et barn ikke er blevet udleveret til samvær, og den hyppigste begrundelse for ikke at udlevere er, at barnet ikke vil på samvær (eller tilbage til bopælsforælderen). Undersøgelsen viser, at fuldbyrdelsessager rummer en bred vifte af både større og mindre problemer. Ganske mange sager afspejler, at der er flere risikofaktorer (sociale problemer) hos forældrene, som kan have negativ betydning for børnenes trivsel. Men der er også en del eksempler på sager, hvor forældrenes høje konfliktniveau er den primære årsag til, at barnet ikke bliver udleveret. Endelig er der sager, hvor forældrene er villige til at samarbejde, men hvor praktiske problemer gør det svært at overholde en samværsaftale.

Forældrene har ofte højt konfliktniveau og sociale problemer

I forhold til andre familieretlige sager er fuldbyrdelsessager hyppigere karakteriseret ved forældrenes høje konfliktniveau og ved, at der er flere risikofaktorer (sociale problemer) i sagerne. Desuden trives både børn og forældre dårligere end andre familier, der også har sager i det familieretlige system.

Få børn afhentes ved magt

Der har været stor bevågenhed på de tilfælde, hvor retten bestemmer, at et barn skal afhentes ved umiddelbar magt, da det kan være en meget voldsom oplevelse for barnet. Gennem de senere år tegner der sig et klart billede af, at der har været et fald i antallet af sager, hvor børn bliver afhentet på den måde, og efter reformen var det yderst sjældent, at det skete.

Hensynet til barnet vejer tungt både før og efter reformen

Efter den familieretlige reform i 2019 kan fuldbyrdelse nu kun ske under hensyn til barnet, og den skal varetage barnets bedste. Undersøgelsen har belyst, hvad det betyder for sagernes forløb og udfald. Når vi fokuserer på udvalgte nedslagspunkter, er der samlet set kun mindre ændringer på dette område efter reformen. Det er ikke ensbetydende med, at de lovændringer, der blev indført, er virkningsløse eller uden betydning. Det er muligt, at justeringerne i loven har været en kodificering af en allerede eksisterende praksis.

Metode

Undersøgelsens primære datagrundlag er information om i alt 360 fuldbyrdelsessager, som blev indhentet ved en baselinemåling i fogedretterne før den familieretlige reform (2019) og ved en opfølgende måling i familieretterne efter reformen (2020/2021). Informationerne er indhentet i form af en spørgeskemaundersøgelse, der samtidig rummede mulighed for, at den dommer, som havde behandlet sagen, kunne skrive et resumé af sagens problemstillinger og udfald, dvs. en sagsbeskrivelse. I tillæg til de 360 sager har vi gennemført kvalitative interview med i alt 14 dommere fra henholdsvis fogedretten og familieretten, som har erfaring med at behandle fuldbyrdelsessager. Derudover trækker undersøgelsen også på data fra VIVEs årlige survey-baserede målinger af forældres tilfredshed med det familieretlige system før og efter reformen.