Geografiens magt - om internationale børnebortførsler

Internationale børnebortførsler er et emne, jeg er stødt på i årevis, når jeg har interviewet etniske minoritetskvinder om deres – ofte dramatiske – skilsmisser. Forskning viser, at børn bortføres af både fædre og mødre, og at det primært sker i familier med højt konfliktniveau. Mænd gør det ofte, når hustruer er ved at forlade dem; kvinder mere, fordi de vil beskytte børn imod fædres (formodede) overgreb. Uanset hvad er det voldsomme forløb, med store konsekvenser for alle involverede, ikke mindst børnene.

For at undgå sådanne forløb har mange lande underskrevet Haagerkonventionen om børnebortførelser. Ikke alle verdens lande er dog med, og bortføres et barn til et ikke-konventionsland som Libanon eller Syrien, kan det være meget svært at få barnet tilbage. Udenrigsministeriet har i de senere år haft mellem syv og 16 nye årlige sager om børnebortførelser til ikke-konventionslande. Uanset at nok ikke alle sager kommer til myndighedernes kendskab, synes det altså ikke at være et meget omfattende fænomen. Men alvorligt er det for dem, det rammer.

Dynamikken bag bortførelserne kan ses som et sammenstød imellem samfundsstrukturer og opfattelser af kønnenes forhold. I Danmark styrkes kvinder, hvilket får nogle til at forlade dårlige ægteskaber og tage børn med. Her kan mænd opleve at være magtesløse. Men kan en mand flytte familiekonflikten geografisk, kan han få lykken til at vende. Magt knytter sig dermed til mobilitet og til, hvem der bestemmer, hvilke lande forskellige familiemedlemmer befinder sig i. Magt er altså ikke bare noget man "har" som individ. Det handler om relationer – og her kan relationerne til ét land, og ikke et andet, svække eller styrke henholdsvis en far og en mor.

I Danmark har en kvinde relationer til statsinstitutioner, der kan støtte hende: Hun kan ringe til politiet, hvis hun bliver slået, og hun kan blive skilt (og overleve økonomisk), uanset hvad manden synes om det. Anderledes er situationen ofte i Mellemøsten, hvor en kvinde ikke har samme muligheder for støtte i tilfælde af familiekonflikt. Kan en mand få børnene ud af Danmark og tilbage til sit oprindelsesland, kan han derved genvinde tabt magt – dels over børnene og måske også over deres mor.

Jeg har for nylig fået optaget en artikel om international børnebortførsler. I de fem interviews, artiklen bygger på, er mændenes svage position i Danmark tydelig ved, at de her i landet må holde deres planer hemmelige, så mødre ikke aner uråd. En kvinde fortæller således, at hun – efter endnu en gang bank fra sin mand – kontaktede det danske politi, som hjalp hende. Efter denne oplevelse var hun ikke længere så underdanig, som hun før havde været. En dag sagde hendes mand til hende, at han godt forstod, at hun havde det svært og følte sig isoleret, og bad hende om at tage ud og "gøre noget for sig selv". Men mens hun var ude, pakkede han børnenes ting og tog dem med til Mellemøsten. "Da jeg kom hjem og så, at han havde taget børnene, besvimede jeg," fortalte kvinden. Uanset at denne kvinde søgte hjælp hos de danske myndigheder, endte hun med at leve uden kontakt med sine børn i to år. De kom kun tilbage, da deres far søgte at forny sine danske papirer – og blev anholdt. I et andet tilfælde endte en bortførelse med, at en kvinde rejste til Mellemøsten og underordnede sig sin mand igen, fordi det var den eneste måde, hun kunne få sine børn at se på. Her gjorde børnenes sygdom dog, at de sammen fik lov at komme tilbage til Danmark nogle år senere.

Nogle kvinder tager kampen op, men det kræver ressourcer af mange slags at "gen-bortføre" sine børn – man skal have både penge, kontakter i oprindelseslandet og is i maven. Og så lidt held. En kvinde, det lykkedes for, fortalte om, hvordan hendes plan var mange måneder i støbeskeen. I starten var hun helt afskåret fra sine to børn på 10 og 13 år, indtil de – på deres skolevej – fandt en butik med en venlig indehaver. Her fik de hjælp til at ringe hemmeligt med deres mor, og langsomt fik de tre sammen lagt en plan. Det blev til en (dyr) aftale med menneskesmuglere, der på et aftalt tidspunkt fik børnene ind i en stor vogn og smuglet over grænsen til et naboland. Her stod mor parat og tog imod de børn, hun ikke havde set i måneder. Der var dog tre dage til næste fly til Danmark, og manden var på sporet af dem, men: "... så begyndte det at sne som aldrig før. Det var som et mirakel sendt ned fra himlen, og landegrænserne blev lukket. Jeg havde kontaktet den danske ambassade, og de hjalp mig med at skrive mine børns navne i mit pas og sørgede for, vi kom sikkert i flyet. Og så rejste vi væk."

Kvinden, der lykkedes med sin plan, var ikke – som et par af de tidligere nævnte kvinder – så lavt uddannet, at hun dårligt kunne læse og skrive. Set udefra var hun dog en "helt almindelig" indvandrerkvinde med begrænset dansk og ikke den største succes på arbejdsmarkedet. Historien viser dermed de meget store ressourcer, sådanne kvinder kan rumme.