Kontakt
Nyttig viden for lærere
De unges motivation for at gøre sig umage i skolen er med stor sandsynlighed påvirket af forældrenes syn på uddannelse som betydningsfuld og afgørende for kvaliteten af de unges fremtidige voksenliv. Denne fortolkning understøttes af PISA Etnisk-undersøgelsen, hvor vi ser en sammenhæng mellem niveauet af oplevet forældrestøtte og niveauet af motivation og ambition: Jo højere støtte fra forældrene, desto højere motivation og ambition har de unge med indvandrerbaggrund.
Uanset årsagen til, at elever med indvandrerbaggrund har denne positive tilgang til læring, bør det alt andet lige være en fordel, at de generelt set er ambitiøse og motiverede for at lære. Motivation og indsats hænger sammen med læsekompetence. Det viser PISA Etnisk: Jo vigtigere eleverne mener, det er at gøre sig umage i skolen, og jo mere motiverede de er for at arbejde for at opnå et godt resultat, desto bedre er deres læsekompetencer.
For lærere kan dette være nyttig viden: Unge med indvandrerbaggrund synes at have en vilje og en drivkraft i forhold til skole og uddannelse, som ser ud til at have en positiv indflydelse på deres faglige kompetencer.
Kan den drivkraft forløses bedre? Her spiller undervisere og andre fagprofessionelle, der beskæftiger sig med unge med indvandrerbaggrund, en afgørende rolle. I PISA Etnisk finder vi forskellige tegn på, at der er plads til forbedring på dette område. For elever med indvandrerbaggrund oplever i mindre grad end elever uden indvandrerbaggrund at få støtte fra læreren, for eksempel i form af at læreren bliver ved med at undervise, indtil eleverne forstår. Samtidig ses en svagere sammenhæng mellem lærerstøtte, motivation, ambition og indsats for elevgruppen med indvandrerbaggrund end for den øvrige elevgruppe (se også Folkeskolen nummer 17, redaktionen). Der er altså grund til at undersøge nærmere, om elever med indvandrerbaggrund støttes passende og tilstrækkeligt.
Selv om forskellene i tilgangen til læring hviler på elevernes egne vurderinger, er det høje niveau af motivation og ambition hos elever med indvandrerbaggrund bemærkelsesværdigt og bør give stof til eftertanke. Netop fordi elever med indvandrerbaggrund ofte skiller sig negativt ud i sammenligning med elever uden indvandrerbaggrund, kan elevernes personlige ambitioner og motivation være en styrkeposition, hvorfra de kan udvikle sig.
Det er under alle omstændigheder væsentligt, at vi bliver opmærksomme på, at elever med indvandrerbaggrund - på trods af deres gennemsnitligt dårligere udgangspunkt i kraft af deres opvækstvilkår - også i nogle tilfælde har fordele i forhold til andre elever. Måske kan disse fordele i endnu højere grad sættes i spil for at understøtte elevernes faglige udvikling og uddannelsesmæssige muligheder.