Good conduct in a context of rationing. A case study of how frontline professionals deal with distributive dilemmas of novel gene therapies

Behovet for prioriteringer gennemsyrer politiske og administrative diskussioner om, hvordan ressourcerne bruges bedst i et presset sundhedsvæsen. I den videnskabelige litteratur om prioritering og i de politiske processer har der hidtil været meget fokus på at udvikle evalueringsmetoder og sikre formaliserede processer, når myndigheder eller andre centrale aktører skal træffe beslutninger om, hvordan sundhedsvæsenets ressourcer skal fordeles. Derimod er der mindre viden om, hvordan centraliserede prioriteringsbeslutninger påvirker de sundhedsprofessionelles daglige arbejde. Dette undersøger vi i denne artikel.

Artiklen er baseret på et kvalitativt casestudie af, hvordan læger og fysioterapeuter, som arbejder med neurologiske sygdomme hos børn i Danmark, forholder sig til økonomisk prioritering af nye, avancerede medicinske behandlinger.

Konklusioner

De læger og fysioterapeuter, som vi interviewede, anerkendte behovet for økonomiske prioriteringer i sundhedsvæsenet. En del forklarede, at de finder det nødvendigt med fælles nationale behandlingsanbefalinger, som tager hensyn til behandlingsomkostninger – også selvom de ikke er enige i alle anbefalingerne.

Det er imidlertid afgørende for de sundhedsprofessionelle, at ansvaret for økonomiske prioriteringer kan placeres højere oppe i det administrative system: ”Man behøver afstand for at kunne tage økonomiske hensyn”, som én læge udtrykte det.

I nogle situationer bliver de sundhedsprofessionelles opbakning til centrale prioriteringer imidlertid sat på prøve. Noget af det, som i særlig grad udfordrer klinikerne – og som kan gøre opbakningen til prioriteringer skrøbelig – er, hvis deres relationer med patienter og pårørende bliver sat under pres. Det kan fx ske, hvis forældre ikke stoler på, at klinikerne vil deres børn det bedste, eller beskylder dem for at pakke en økonomisk begrundelse ind i et klinisk rationale.

Når der i nogle tilfælde opstår mistillid, skyldes det ikke bare dialogen mellem klinikere og patienter og pårørende. Mistilliden afspejler i lige så høj grad tvetydighed i den måde, der kommunikeres på i højere forvaltningslag. På den ene side fremhæver politiske og administrative beslutningstagere, at sundhedsprofessionelle har faglig autoritet – og dermed ansvar – for at foretage behandlingsvalg for individuelle patienter. På den anden side etableres der økonomiske incitamenter og beslutningsstrukturer, som kraftigt reducerer muligheden for at foretage behandlingsvalg, som afviger fra de nationale anbefalinger. Det kan skabe grobund for konflikt mellem sundhedsprofessionelle og patienter og pårørende.

For at sikre sundhedsprofessionelles opbakning til økonomiske prioriteringer foretaget centralt er det væsentligt at sikre, at de sundhedsprofessionelle kan bakke op om de sundhedsfaglige vurderinger, der ligger til grund for de nationale anbefalinger. Det er ligeledes afgørende, at politiske og administrative beslutningstagere står på mål for de økonomiske hensyn, som konkrete prioriteringsbeslutninger afspejler.