Kontakt
I 2018 indgik politikerne en bred politisk aftale om, at flere mennesker med handicap skal i beskæftigelse. Frem til 2025 er den politiske målsætning, at flere personer, der selv oplever at have et større handicap, kommer ind på arbejdsmarkedet. Det kan være i ordinært job eller i fleksjob.
Formålet med denne undersøgelse har været at kortlægge beskæftigelsessituationen og dens udvikling blandt personer med handicap og at beskrive nogle af de udfordringer, der kan være i forhold til at forbedre deres beskæftigelsessituation.
Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der har bedt VIVE gennemføre undersøgelsen. Den er en del af satspuljeaftalen for 2019 og er den første af en række årligt tilbagevendende analyser af handicap og beskæftigelse.
Hvor mange har et handicap?
Næsten 700.000 danskere – eller 21 procent af befolkningen – i alderen 16-64 år har et handicap. 45 procent af dem har et større handicap. Det svarer til cirka 313.000 personer.
Beskæftigelsessituation
58 procent af personerne med handicap var i 2019 i beskæftigelse. Det samme gjaldt 84 procent af personerne uden handicap. Ser vi alene på personer med større handicap, var 37 procent i arbejde.
Mange af de ikke-beskæftigede med større handicap befinder sig meget langt fra arbejdsmarkedet. Afhængigt af, hvordan man opgør tallene, drejer det sig om mellem 55 og 76 procent.
Beskæftigelsesudvikling
Beskæftigelsesgabet mellem personer med og uden handicap voksede fra 2008 til 2012, hvor beskæftigelsen generelt faldt. Fra 2012 til 2019, hvor beskæftigelsen omvendt steg, skrumpede beskæftigelsesgabet mellem de to grupper. Ser man på graden af handicap, så skrumpede gabet mest for personer med større handicap. Den seneste udvikling tyder på to ting:
- at der har været et uudnyttet beskæftigelsespotentiale blandt personer med handicap, der stod uden for arbejdsstyrken
- at beskæftigelsen for personer med handicap er mere påvirket af udsving i konjunkturen, end den er for personer uden handicap.
Mindre jobsøgning og færre kompetencer
Ikke-beskæftigede med handicap søger job i mindre omfang end ikke-beskæftigede uden handicap. Jobsøgningen er især lille blandt de ikke-beskæftigede med større handicap. Kun otte procent af denne gruppe forventer at få et arbejde senere på ordinære vilkår.
Personer med et større handicap står særligt svagt som gruppe, når det gælder faktorer, der er væsentlige for at opnå og fastholde beskæftigelse. Det gælder basale færdigheder som evnen til at læse og skrive, formel uddannelse og forventninger til egen mestring – altså deres tillid til, at de kan løse de problemer, de møder.
Nogle arbejdsgivere har betænkeligheder
Hver femte personaleleder i VIVEs undersøgelse har i høj grad betænkeligheder ved at ansætte en person med handicap, hvis vedkommende har behov for skånehensyn, arbejder langsommere eller måske har flere sygedage.
Op mod hver tredje af personalelederne er umiddelbart parate til at ansætte en person med handicap, selvom der ikke følger penge med fra kommunen.
En del kender ikke ordninger
Relativt mange kender ifølge eget udsagn slet ikke de handicapkompenserende ordninger, der er skabt for at hjælpe mennesker med handicap i arbejde. Det gælder både blandt personaleledere og personerne med handicap selv. For eksempel anfører 66 procent af personalelederne og 71 procent af personerne med handicap, at de slet ikke ved, hvad ordningen ’fortrinsadgang for personer med handicap’ går ud på.
Nogle oplever vejledning og hjælp fra jobcentret som utilstrækkelig
39 procent af de personer med handicap, der har erfaringer med jobcentret, oplever, at jobcentrets vejledning og hjælp kun i ringe grad er en støtte til at komme i beskæftigelse. Og 28 procent mener, at jobcentret kun i ringe eller meget ringe grad har taget højde for deres ønsker, når indsatsen er blevet tilrettelagt.
Metode
Undersøgelsen bygger primært på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 4. kvartal 2019 blandt 14.037 respondenter, der indgår i Arbejdskraftundersøgelsen. Derudover trækker undersøgelsen på registerdata.
Om denne udgivelse
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd