Denne rapport giver en basal viden om praktiske, sociale og psykiske følger af handicap, som kan ligge til grund for en vurdering af, om mennesker med handicap har mulighed for at udfolde sig og deltage i samfundet på lige vilkår med mennesker uden handicap. Rapporten viser, at handicap på alle punkter virker begrænsende for deltagelse i samfundslivet. Det gælder kontakten til andre, også nære venner og familie, arbejdsmarkedet og udadrettede aktiviteter. Handicap virker også negativt på oplevelsen af meningsfuldhed, forståelse og lykkefølelse. SFI har i 1962 og 1995 gennemført lignende undersøgelser. Men denne er den første, der viser, hvad handicap på ben, arme, hænder, syn, hørelse, adfærd og intellekt, betyder hver for sig. Rapporten belyser også handicappedes boligindretning, deres mulighed for at komme omkring og deres brug af rådgivning og støtteforanstaltninger. Rapporten bygger på 9.202 telefoninterview med personer i alderen 16-64 år. Af disse blev 2.235, der arbejdede i fleksjob eller havde et længerevarende helbredsproblem, udtaget til et længere interview. På baggrund af samme undersøgelse udgav SFI tidligere i år 08:10 Handicap og beskæftigelse – vilkår og betingelser for handicappede på arbejdsmarkedet.
Om denne udgivelse
Udgiver:
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd