Housing First for Unge

Tidligere indsatsprogrammer for unge i hjemløshed har generelt vist, at Housing First-tilgangen med de tilhørende støttemetoder Critical Time Intervention (CTI) og Intensive Case Management (ICM) er en virksom tilgang. Erfaringerne fra de tidligere programmer pegede dog også på et behov for at videreudvikle Housing First-modellen og målrette den i forhold til særlige udfordringer og behov for unge i hjemløshed.

Mange af de unge befinder sig for eksempel i ’skjult hjemløshed’ som sofasovere, og de tidligere programmer pegede derfor på et behov for at styrke arbejdet med at opspore og få skabt en kontakt med de unge. Der er også blevet peget på et behov for at udvikle støtteindsatsen, så den eksempelvis bliver bedre i stand til at adressere, at mange af de unge har traumer fra barndommen og opvæksten. Endelig har fokus været rettet mod et behov for større systematik i kommunerne i forhold til at tilvejebringe boliger til de unge.

VIVE og PwC har evalueret et projekt, hvor Socialstyrelsen i samarbejde med fire kommuner har arbejdet med at videreudvikle en indsatsmodel, der kunne imødekomme disse særlige behov i en Housing First-indsats for unge. Indsatsmodellen er særligt målrettet unge mellem 14 og 24 år, der befinder sig i en hjemløshedssituation eller er i risiko for hjemløshed, for eksempel på grund af udfordringer i familien. I alt 113 unge har modtaget en indsats i løbet af projektperioden.

Resultater

Erfaringerne fra projektet peger på, at et styrket samarbejde med aktører omkring tidlig opsporing af de unge giver mulighed for at skabe en kontakt til unge i målgruppen, som gør det muligt at etablere en støtterelation med dem. For mange af de unge i projektet har støtteindsatsen været baseret på de velafprøvede støttemetoder Critical Time Intervention (CTI) og Intensive Case Management (ICM). Nogle af de unge har dog også kunnet få dækket deres støttebehov gennem et korterevarende støtteforløb.

Der er også gode erfaringer i projektet med at arbejde med et traumeinformeret fokus i den sociale støtteindsats. Det indebærer blandt andet en særlig opmærksomhed på, om de unge har traumer med sig fra barndommen og opvækstårene, og på, hvordan man bedst kan støtte de unge i forhold til disse traumer.

Selvom det er lykkedes at skaffe boliger til en forholdsvis høj andel af de unge, der har deltaget i indsatsen, er det dog en vedvarende udfordring i kommunerne at skaffe de nødvendige boliger, herunder også at etablere en boligløsning tidligt i et indsatsforløb. Erfaringerne fra projektet peger på et fortsat behov for at styrke systematikken i forhold til at skaffe boliger for eksempel ved at benytte kommunal anvisning til almene familie- og ungdomsboliger. 

Metode

Evalueringen er baseret på både kvalitative og kvantitative data. Der er foretaget kvalitative interview med medarbejdere i kommunerne og med nogle af de unge, der har deltaget i indsatsen. Der er undervejs i projektperioden også foretaget kvantitative registreringer om de unge og indsatsen, de har modtaget. De fire kommuner er anonymiseret i evalueringsrapporten.